07
Apr

Fernisering - ny kunst i Sognegården

Tidspunkt
kl. 11:30
Sted
Himmelev Sognegård
Beskrivelse
Jeg har valgt at kalde udstillingen : ”Trækfugle - Altid har jeg længsel”Tit føler jeg mig meget alene i verden. Jeg bor langt fra min fødeegn. Det flade, vindpinte Sønderjylland, er byttet ud med et smålandsk landskab, hvor skoven strækker sig milevidt til den ene side, og Østersøen ligger på den anden side med kalksten og brakvand i stedet for Vesterhavets salte bølger. Marskjord og sand er byttet ud mod sten og granit. Birketræ i stedet for bøgetræ. Efter 34 år i Sverige fyldt med arbejde, børn og børnebørn, har jeg selvfølgelig fået skabt mig min egen lille verden. Jeg dyrker min store have, og jeg har masser af tid og plads til at male og fordybe mig i min kunst. Men, rødder har jeg aldrig rigtig groet. Derfor er jeg i den sidste tid, nu hvor jeg er gået på pension og børnene for længst er flyttet hjemmefra, begyndt at forholde mig mere til et smertepunkt, som har været der hele tiden: Længslen efter min fødeegn. Jeg arbejder med akrylfarve på lærred, men holder også meget af både akvarel og tegning. Gennem årene har jeg lavet en del keramik, mest brugskeramik, og da jeg har undervist som gymnasielærer på Estetiska Programmet i Kalmar, har jeg gennem årene haft fingre i de fleste materialer. At være i naturen inspirerer mig meget. Ikke sådan som de fleste svenskere, som har et virkelig stærkt og næsten religiøst forhold til den, men mere som en stille glæde ved at kigge på himlens farver og føle vinden mod huden. Det giver mig stærke sanseoplevelser. Og alle vejr er Interessante... stormen, som minder mig om efteråret og vinteren som den er ved vestkysten på Jylland, regnen som slår mod ruden.... Og årstiderne! De fleste her i Sverige længes efter sommeren og bliver euforiske når foråret og lyset kommer tilbage. Jeg elsker alle årstider, og går og synger på de danske årstidssange for mig selv. Måske synes det enkle og klare i mine billeder mere end noget andet? Måske synes der også en ensomhed, som ikke er sørgelig, men som gør, at man kan ånde frit? Jeg vil så gerne formidle lidt glæde og håb med mine billeder. At omgive sig med smukke ting, som gør, at man kan holde dette komplekse liv ud, også når det er grimt og hårdt og voldsomt. Jeg tror ikke mine værker er specielt tidstypiske, det fine ved at blive ældre er, at man har alle aldre i sig, man har et stort kartotek at øse ud af, og kan tillade sig selv at glædes ved mange forskellige stilarter og kunstytringer. Nu blev maleriet mit medie, og jeg føler med denne udstilling, at jeg er i gang med, ligesom trækfuglene, at glædes ved mine to forskellige kulturer. Vera Haugaard