14
Mar

Højskoledag

Tidspunkt
kl. 09:45
Adresse
Taksigelseskirken, Jagtvej 165, 2100 København Ø
Beskrivelse
Åndelig oprustning Kom og vær med til Taksigelseskirkens højskoledag. Vi har væbnet os til tænderne med dygtige foredragsholdere og musik, hvor der blæses i basunerne. Bertel Haarder vil komme og holde foredrag om sin nye bog ”Sjælespark”. Bogen er både et bidrag i debatten om den såkaldte åndelige oprustning og et forsøg på at formulere et borgerligt projekt, der er mere og andet end kamp mod venstrefløjen og de gentagende floskler om personlig frihed. Bertel Haarder er kendt som politiker, forfatter og debattør, han har siddet i folketinget i en lang periode for Venstre, og har blandt mange ting også været kirkeminister. Pia Søltoft er sognepræst ved Esajas kirke og Christians Kirke, forfatter og stifter af konsulentfirmaet Coaching-Kierkegaard. Tidligere har hun været lektor i etik og religionsfilosofi med særligt henblik på Søren Kierkegaard ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Pia Søltoft mener, at åndelig oprustning er blevet et politisk ideal i krisetid, hvor mange vender blikket mod kirken. Men kirken skal ikke løfte samfundets dannelsesprojekt – den skal tilbyde et rum for tro, trøst og menneskelig erkendelse. Frelsens Hær er et evangelisk trossamfund, hvor troen og det kristne menneskesyn naturligt omsættes i handling og kommer til udtryk i et omfattende socialt arbejde. Både åndelige og sociale behov mødes uden diskrimination. Over hele landet får 150.000 mennesker hvert år hjælp gennem Frelsens Hærs lokale korpsafdelinger, væresteder, herberger og krisecentre, ligesom tusindvis af familier i hele landet modtager feriehjælp og julehjælp fra Frelsens Hær. Frelsens Hær vil slutte højskoledagen af i kirkerummet, hvor de vil spille velkendte salmer og sange.