Konfirmation

Orientering

Konfirmation er Guds bekræftelse på det løfte, han har givet i dåben.

Konfirmationsforberedelsen har til formål at danne grundlag for den kommende konfirmands personlige dannelse på det religiøse område. Den skal gerne give dig inspiration til at tænke over livets store spørgsmål. Den kan være med til at modne dig, så du nemmere finder de svar, som du kan navigere efter i dit liv.

Du får styrket dit kendskab til det kristne trosgrundlag gennem samtale og diskussion med præsten og de andre på holdet. I løbet af forberedelsen får du mulighed for at opleve folkekirkens gudstjeneste, dens salmer og ritualer samt ikke mindst de bibelske tekster både i et historisk og et moderne perspektiv.

Læs, hvad der skal til, for at du kan blive konfirmeret, her.

www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/konfirmation/skal-skal-ikke/kan-jeg-blive-konfirmeret/

 

KONFIRMATIONSFORBEREDELSE

I Vindinge Sogn undervises konfirmanderne en til to gange om måneden. Undervisningen foregår en lørdag eller søndag i perioden august-april. Det særlige undervisningstidspunkt skyldes, at konfirmanderne kommer fra mange forskellige skoler, der ikke har fri til konfirmandundervisning på samme tid. For at kunne opretholde konfirmandundervisningen i Vindinge har vi derfor ekstraordinært fået lov til at flytte undervisningen til alternative tidspunkter.

Undervisningen foregår i konfirmandstuen og Vindinge Kirke på Bøjdenvej 116, 5800 Nyborg.

 

UNDERVISNINGSTIDER

Undervisningen i Vindinge begynder i slutningen af september måned og fortsætter på udvalgte lørdage, søndage og enkelte hverdage i perioden frem til konfirmation i maj. Liste over undervisningsdage og -tidspunkter for 2022/2023 udleveres ved forældre- og konfirmandopstartsmøde, som i år ligger torsdag den 22. september kl. 19.00, i konfirmandstuen på Bøjdenvej 116, 5800 Nyborg.

 

KONFIRMATION

Konfirmationen i Vindinge Kirke ligger fast

anden søndag i maj

Datoen kan ændres med to års varsel.

 

TILMELDNING

Vær opmærksom på, at tilmeldingen foregår i to trin. Begge trin skal udfyldes, men der kan gå 24 timer, før registreringen i trin 1 går igennem til Konfirmandkommunikation i trin 2, og du kan foretage dine valg. Hav derfor tålmodighed og log på igen i morgen for at foretage registrering i trin 2. Registreringen i trin 2 sikrer, at præst, forældre og konfirmander kan kommunikere med hinanden undervejs i forløbet.

 

TRIN 1 – DIGITAL TILMELDING

Brug linket:

www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/konfirmation/konfirmandtilmelding

for at tilmelde dit barn til konfirmationsforberedelse og konfirmation med dit NemID. Ved fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke til tilmeldingen – her er det derfor vigtigt, at begge forældre signerer med NemID.

Den digitale konfirmandtilmelding er åben mellem den 1. april og den 30. september, men du kan tidligst tilmelde dit barn året før konfirmationen.

Hvis du har brug for at tilmelde dit barn senere eller behøver hjælp til tilmeldingen, er du velkommen til at kontakte sognepræsten.

 

TRIN 2 – KONFIRMANDKOMMUNIKATION

Brug dette link for at komme til Konfirmandkommunikation:

konfirmand.kirkenettet.dk/Account/Login

Her kan du udfylde nødvendige blanketter, se informationer om selve konfirmationen, følge med i kommunikation mellem kirke og hjem og meget mere. Du kan altid logge ind igen for at se oplysningerne.