Vielse og kirkelig velsignelse

Orientering

VIELSE

For at blive viet i folkekirken skal den ene eller begge parter være medlem af folkekirken.

I kan blive gift i Vindinge Kirke, hvis I bor i Vindinge Sogn. Hvis I er i tvivl om, hvilket sogn I bor i, kan I finde ud af det på sogn.dk.

Når I har overvejet, hvornår I vil giftes, skal I kontakte sognepræsten for at aftale dato og klokkeslæt for vielsen.

Tidligst tre måneder før vielsen skal I indhente en prøvelsesattest hos den kommune, som I begge eller den ene af jer bor i. Prøvelsesattesten dokumenterer, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten skal afleveres til sognepræsten.

Hvis den ene af jer eller I begge ønsker at skifte navn i forbindelse med vielsen, skal ansøgning foregå elektronisk med digital signatur -brug linket:

www.borger.dk/Handlingsside

 

Inden vielsen mødes I med præsten for at gennemgå vielsens forløb, fortælle lidt om jer selv, aftale salmer og tale om eventuelle musikønsker. Samtalen tager en times tid og finder som regel sted i dagtimerne på hverdage.

Til vielsen skal der – ud over brudeparret og præsten – være mindst to vidner til stede.

Vindinge Menighedsråd har udgivet en folder, hvor I kan læse mere om alt det praktiske i forbindelse med selve højtideligheden. Hent folderen "Velkommen til vielse i Vindinge Kirke" på menuen nederst på denne side.

KIRKELIG VELSIGNELSE

Efter en borgerlig vielse kan et ægtepar få en kirkelig velsignelse i kirken. En af jer eller begge skal være medlem af folkekirken.

I skal henvende jer til sognepræsten for at aftale dato og tid for velsignelsen og for en samtale inden den kirkelige handling.