06
Maj

Andreas Christensen: Venner gennem krudt og kugler

Tidspunkt
kl. 16:30
Adresse
Eliaskirken, Vesterbrogade 49, 1620 København V
Beskrivelse
Uni-form betyder ens-udseende. I militæret får man uniform på og er pludselig ens med vidt forskellige mennesker, som man ikke har valgt at være i fællesskab med.  I gamle dage var fællesskaber givne og ikke valgte. I moderniteten er det omvendt, bortset fra på højskole, efterskole, i krig og i standsede elevatorer. I krig skal man handle, som man har trænet – ikke som man føler. I militæret bliver man derfor trænet ind i venskaber, som kan ophøre meget pludseligt. Præst Andreas Christensen giver et kig ind i de særlige venskaber, der knyttes i felten.   Andreas Christensen er orlogspræst og sognepræst i Hellig Kors Kirke. Om Mening, tro & etik En række onsdage i Eliaskirken fra januar til juni og fra september til november kan du under titlen Mening, tro & etik opleve debattører, teologer, forfattere, politikere, historikere, kunstnere og almindelige mennesker med personlige historier folde sig ud om emner, der berører tro, etik og samfund. Vi indleder med en kort gudstjeneste kl. 16.30. Herefter er der kaffe og hyggeligt samvær. Kl. 17 begynder foredraget. Foråret 2026 handler om venskab I foråret 2026 folder Mening, tro & etik begrebet venskab ud i alle dets nuancer. Både de lyse sider, hvor venskab er et udtryk for fællesskab og kærlighed på tværs af tid, holdninger og geografisk afstand, men også skyggesiderne, når vi som mennesker opsluges af konflikter og magtkampe med venner eller plages af ensomhed i fraværet af venner. Vi glæder os til sammen at se på venskaber filosofisk, historisk, kulturelt, litterært, psykologisk og fra et kristent perspektiv.