1. Menuen for denne side
  2. Primært indhold
  3. Sekundært indhold
  4. Portalsider

Om Veflinge Kirke

Veflinge Kirke er med sin høje alder det ældste af vore huse i byen. Den er samlingsstedet i sognet for både de glædelige og de sørgelige begivenheder. Her døbes de små, unge konfirmeres, de voksne giftes, og her begraver vi vore døde. Desuden er der hver søndag gudstjeneste. Her kan man komme, som man er, synge med på salmerne, høre evangeliet eller bare give sig en stille stund til eftertanke. Ind imellem drikker vi efter gudstjeneste en kop kaffe i våbenhuset. Kirken har et godt samarbejde med skolen. Skolen kommer med børnene til julegudstjeneste, og alle børn i 3. klasse tilbydes minikonfirmandundervisning. Et forløb på godt og vel 4 måneder, hvor børnene bliver kørt op til kirken og præsten. Her hygger de sig, synger lidt salmer, oplever kirken og hører lidt om, hvad det betyder, at de er døbt. I løbet af året holdes der desuden nogle børnegudstjenester til hjælp og inspiration for de forældre, som ønsker at opdrage deres børn i den kristne tradition.

Veflinge Kirke mellem Odense og Bogense ligger højt og består af et romansk skib samt et sengotisk langhuskor, våbenhus og tårn. Det romanske skib er opført af rå kamp på en kvadersokkel. Det sengotiske langhuskor er opført af tegl, men med brug af meget kvadermateriale. Indvendig på den blændingsprydede korgavl findes rester af murede piller, som sikkert har båret en messeklokke. Det svære tårns underrum er afskilt til gravkapel for den første friherre af baroniet Holstenshus. – Altertavlen er et snitværk fra højrenæssancen fra omkring 1605-14 med våben for den ældre Corfitz Ulfeldt og et maleri, “Opstandelsen”. Døbefonten er en moderne sandstensfont. Prædikestolen er et enkelt ungrenæssancearbejde fra 1572 med våben for Otto Brahe og Beate Bille. I et af fodfelterne står “Malet af Peder Ifuersen”. De to klokker er fra henholdsvis 1801 og 1847. I koret en glimrende gravsten fra 1591 over Axel Brahe og hans hustruer Mette Gøye og Kirsten Hadenberg.