04
Maj
4. maj-koncert: Ukendt Land
Tidspunkt
kl. 19:00 - 21:30Adresse
Sankt Johannes Kirke,
Peter Sabroes Gade 20,
8000 Aarhus C
Beskrivelse
Skt. Johannes Kirke holder hvert år en koncert i anledning af Danmarks Befrielse 4. maj 1945. I år kan vi med glæde byde jer velkommen til koncertforedraget Ukendt Land. Sognepræst Rebecca Maria Aagaard-Poulsen har siden 2021 skrevet og udgivet en række nye salmer og sange, der alle tager sit udspring i dagligdagslivet og livets store øjeblikke. Ukendt Land akkompagneres af organist Bo Rande og kirkesanger Sofie Ljungdahl, der sammen står for musikken og korsangen, når Rebecca selv synger sine værker. Der vil være en vekselvirkning mellem oplæg, dialog og koncert. Salmernes baggrund og virkning vil danne klangbund for dialogen mellem tilhører og fortæller. Rebecca Maria Aagaard-Poulsen er på mange måder en anderledes præst, der har gjort sine erfaringer både i by, på land og i provinsen. Med en nytænkende tilgang til folkekirken arbejder hun for at modernisere kirken indefra- med respekt for og bevarelse af dens traditioner og ritualer. Dette udspringer af en grundlæggende bevidsthed om, at vi fortsat har brug for kirken i vores liv. Foredraget vil også bære præg af personlige fortællinger samt overvejelsen: Er folkekirken en kirke folket skal følge? Eller skal kirken følge folket? Frihedstemaet i menneskelivet berøres i dyb sammenhæng med markeringen af befrielsesdagen. Desuden vil emner som kirkens betydning, forholdet mellem kirke og kultur, samt stress og angst indgå i dialogen. Alt sammen kredser om det, der for mange stadig opleves som et ukendt land - og som dette søger at tale ind i. Der er fri entré. Dørene åbner en halv time inden koncerten. Skt. Johannes Kirke, Peter Sabroes Gade 20, 8000 Aarhus C