27
Mar

Højskoleaften

Tidspunkt
kl. 19:30
Sted
Forsamlingshuset, Sdr. Rind
Beskrivelse
Højskoleaften med to foredrag Den brutale og hjerteskærende konflikt mellem Israel og palæstinenserne i Gaza er blandt emnerne, når menighedsrådene i Vinkel og Sønder Rind inviterer til højskoleaften i Sønder Rind Forsamlingshus, fredag 27. marts. Her vil journalist Jørn Verner Stendorf fortælle om sine oplevelser i Gaza, som han har besøgt flere gange efter årtusindskiftet. Han vil blandt andet vise en film, der er optaget i 2002, og som på mange måder viser, at der også dengang var daglige sammenstød mellem Israel og Gazas cirka 2,5 millioner indbyggere. I Gaza lever befolkningen på et areal på størrelse med Langeland, og området er cirka 40 kilometer lang og cirka 10 kilometer bred. Højskoleaftenen slutter med et foredrag af Anni Fjord fra Læger uden Grænser. Anni Fjord har en mere end 45 årig karriere som syge- og sundhedsplejerske. Sammenlagt har hun arbejdet i over 20 år rundt i nogle af verdens brændpunkter. Hendes første mission var for Red Barnet i Sudan i 1986 i en flygtninge lejr. Senere har hun arbejdet for forskellige organisationer. Hun har boet og arbejdet i 11 år i Uganda, hvor hun blandt andet var HIV/AIDS koordinator for en Irsk hjælpeorganisation. Siden 2015 har hun været tilknyttet Læger uden Grænser og har været på 10 forskellige missioner som medicinsk teamleader til blandt andet Yemen, Bangladesh, Etiopien, Cameroun, Ukraine og Middelhavet. Hendes sidste mission var til Gaza i 2025. "Læger uden Grænser er en privat, international, humanitær organisation, der yder akut medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden. De udsendte medarbejdere behandler op mod 10 millioner patienter hvert år. Læger uden Grænser er grundlagt i Frankrig i 1971 og er også kendt under sit franske navn Médecins Sans Frontières (MSF). Læger uden Grænser blev etableret i Danmark i 1993", siger Jørn Verner Stendorf, der er kirkeværge og næstformand i Vinkel Menighedsråd. Højskoleaftenen 27. marts starter klokken 19.30 og er delt op i to halvlege, hvor Jørn Verner Stendorf er første foredragsholder. Efter lidt spisning er det Anni Fjord, der går på i anden halvleg. Deltagelse i denne aften koster 50 kroner, og man bedes tilmelde sig senest fredag 20. marts til charlotteboyekrag@gmail.com