27
Aug

Studiekreds

Tidspunkt
kl. 16:00 - 17:00
Præst
Andreas Peter Dornonville de la Cour
Adresse
Vestervang Kirke, Gurrevej 66, 3000 Helsingør
Beskrivelse
Ny studiekreds om Folkekirkens Bekendelsesskrifter begynder den 27. august kl. 16.00! Den 5. juni fejrer vi hver år Danmarks Riges Grundlov. For grundloven udgør en ramme for vores samfund og stat og i sidste ende for vores liv med hinanden. De færreste af os kender de enkelte paragraffer i grundloven, men bredt set anerkendes og accepteres grundloven som den lov, hvorpå det danske samfund er bygget og skal bygges. Og sådan er grundloven normgivende i det danske samfund. Også den almene moral, tidsånden, historien og meget andet er normgivende for os. Men grundloven danner ideelt set den fælles ramme, indenfor hvilken samfundet må udfolde sig, og som vi kan spejle os i. Har kirken som fællesskab og samfund af troende en lignende ramme, et lignende spejl? Har den danske folkekirke som en evangelisk-luthersk kirke en sådan ramme? Ja og nej. Den danske folkekirke har ingen grundlov, men den har Bibelen og bekendelsesskrifterne. De tre bekendelser fra oldkirken, Den Apostolske, Nicænske og Athanianske Bekendelse, som er fælles for alle kristne kirkesamfund, samt de langt yngre og særlige lutherske bekendelsesskrifter fra reformationen i 1500-tallet: Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus. I den kommende studiekreds, som begynder til efteråret, vil vi spørge, hvad bekendelsesskrifterne betyder for os i dag. Og i særlig grad: Hvad betyder den reformatoriske arv for vores kirke i dag? Hvilken historie, tradition og lære er det, som kommer til udtryk i Den Augsburgske Bekendelse og Den Lille Katekismus? Hvad er disse skrifters formål, betydning og status historisk og aktuelt i folkekirken anno 2024? Studiekredsen ledes i fællesskab af sognepræsterne Troels Bak Stensgaard, Andreas Peter Dornonville de la Cour og stud.theol. Nicolai Wichmann. Man kan tilmelde sig hos præsterne og senest 14 dage før første mødegang hente et kompendium med tekster i kirken. Vi mødes første gang tirsdag den 27. august kl. 16.00 – 17.30 og derefter følgende tirsdage frem til maj 2025: 10/9, 24/9, 8/10, 22/10, 5/11, 19/11, 3/12, 17/12 7/1, 21/1, 4/2, 18/2, 4/3; 18/3, 1/4, 22/4, 6/5. Man behøver ikke at kunne komme hver gang for at deltage. Vel mødt! ADP