Prædikener

Septugesima Søndag 2024 ved Peder Kjærsgaard Roulund

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matthæusevangeliet 25,14-30

 

“And so my fellow americans! Ask not, what Your country can do for You! Ask! What You can do for Your country.”

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre for dit land.

En talent er en guldmønt, som rige mennesker brugte på Jesu tid. En talent var cirka 10.000 kroner værd.

I dagens tekst skal en mand ud at rejse, og manden har vist gået på handelsskole, for han vil gerne have alle sine talenter til at blive til flere talenter, så han giver sine talenter til sine tre tjenere, så de kan investere dem videre, så den rige mand er endnu mere rig, når han kommer hjem igen.

De to af tjenerne klarer det ok. Ham, der fik fem talenter, tjener fem mere, og ham, der fik to talenter, tjener to mere. 7 talenter er blevet til 14. Hundrede procent afkast. Selv om jeg ikke har gået på handelsskole, kan jeg godt regne ud, at det afkast er rimeligt godt.

Den tredje tjener klarer sig dårligt. Der er kun den samme talent tilbage til manden, da han kommer hjem. Og den talent har endda jord på sig, for den tredje tjener gravede den ned. Det er skidt det her. Det kan man høre uden at vide noget som helst om handel og penge.

Her er det, at den opmærksomme kirkegænger måske har lagt mærke til, at evangeliefortællingen begynder med, at Jesus siger: ”Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig.”

Det betyder, at det her er et billede på Gud og verden.

Gud er manden, der kalder de tre tjenere til sig og beder dem videreinvestere sine penge sine talenter. Enhver af os i verden og herinde i kirken i dag er tjenerne, der skal have talenterne til at yngle.

Og her er det, at vi skal løfte blikket fra dagens evangeliefortælling til det afsnit i bibelen, den står skrevet i. Lignelsen om manden, der betror sine tjenere sine talenter står skrevet i Matthæusevangeliets kapitel 25.

I Kapitel 25 af Matthæusevangeliet handler det om kærlighed. Vi har lignelsen om de ti brudepiger. Vi har denne lignelse om de betroede talenter, og så har vi forudsigelsen om verdensdommen. Jesus skruer bissen på og fortæller med disse tre historier om, hvordan Gud er en hård herre, der har givet mennesket sin kærlighed, og nu kræver, at denne kærlighed gives videre her i verden.

Og her det, at talenter ikke bare er penge, men talenter er evner. Hvis dit talent er, at du er en god lærer, skal du gøre dit bedste for at undervise børn eller voksne i matematik, dansk, spansk eller hjemmekundskab, eller hvor din specifikke lærerkompetencer ligger. Lige så hvis du er dygtig til at pleje syge mennesker, så kan det være, du skal være sosu assistent, læge eller sygeplejerske.

Du har fået Guds kærlighed, og du skal give den videre. Guds kærlighed i form af de talenter, han har givet dig, skal ud og virke og blive til mere kærlighed og flere talenter.

“And so my fellow americans! Ask not, what Your country can do for You! Ask! What You can do for Your country.”

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre for dit land.

Gud er mindst lige så krævende, som den amerikanske præsident, John F Kennedy var det i sin tale som nyvalgt præsident i januar 1961.

Og spørgsmålet er nu, hvad ville manden, der er et billede på Gud, have gjort, hvis tjeneren med den ene talent, der er et billede på os, havde gået ud med den, havde tabt den i handel og nu stod tomhændet tilbage uden en eneste talent?

Jeg tror, manden ville have tilgivet tjeneren, for Gud i det nye testamente er enten benhård eller megamild.

Megamild, fordi den synder, der ikke har andet end et håb om Guds tilgivelse at komme med; for ham er der tilgivelse. Mens det menneske, der fedter med det, Gud har givet, uden at ville give det videre. Og så endda vil forsvare sit fedtspil eller sin nedgravning af sin betroede talent overfor Gud eller manden, der kommer hjem fra sin rejse. For ham er der vrede fra den benhårde Gud. Vi lever af Guds kærlighed, og vi lever af Guds kærlighed, der skænkes os igennem andre.

“And so my fellow americans! Ask not, what Your country can do for You! Ask! What You can do for Your country.”

Eller som vi siger i Danmark: Forbundne, forpligtede, for kongeriget Danmark

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. En sand og hellig treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Sekstende Søndag efter Trinitatis 2023 ved Peder Kjærsgaard Roulund

PRÆDIKEN 16. S.E.T. (høst) 1. TR 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukasevangeliet 7,11-17

Ovre på kursusstedet, Liselund, der ligger i Slagelse, står der i haven en mærkelig sten. På stenen er ordet, tak indgraveret. Ikke bare én gang, men hele tre gange, så der står, tak tak tak. I min prædiken i dag vil jeg prøve at udlægge disse tre gange tak. Jeg begynder med mit uvenskab med efterår og mørke. Så fortsætter jeg med mit uvenskab med dagens tekst og til sidst bliver alt og alle gode venner igen.

 

Efteråret er for mig en vemodig tid, for nu er det blevet tid til at tage afsked med sommeren, lyset og farverne. Jeg gruer for november, og når vi når til november om lidt mere end en måned, plejer jeg at kigge op mod himlen og råbe: ”Bliv marts i en fart!”

Men det bliver ikke marts. Hvis jeg kender den danske vinter ret, så skal vi igennem alt det tågegrå, kolde og fugtige vintermørke og en sjat sne, der ligger og vipper mellem nul og tø, inden de længere dage kommer igen.

At læse Bibelteksten til i dag er også vemodigt for mig. For en mor har mistet sin søn. Han er død, og jeg kan ikke lade være med at blive sur over det mirakel, Jesus laver. For kære Jesus! Hvor var du den 6. juli her i sommers, da min mor døde? Jeg ville da gerne, at du lige var kommet forbi og havde livet hende op. Måske kunne du have givet hende lidt mere livskraft, end hun havde, så vi kunne have haft hende hos os i lidt mere tid. Men Jesus, du kom jo ikke. Min mor døde. Vi bisatte hende. Vi holdt mindesamvær, og jeg kører jeg ind imellem forbi hendes gravsted med en blomst, der mest af alt symboliserer en samtale, som slet ikke blev færdig.

Og nu skifter jeg emne til noget helt andet. Jeg vil tale en lille smule om ordet, synd. Ordet synd er der sagt meget klogt om igennem kristendommens historie. Jeg vil egentlig ikke fortælle dig om synd i dag. Blot vil jeg sige, at ordet synd egentligt oprindeligt betyder adskillelse. Synd betyder adskillelse. Synd adskillelse. Er du med?

Og nu vil jeg gøre et tankeeksperiment. Prøv om du for dit indre øje kan se et stort og smukt rødt æble op imod en smuk blå septemberhimmel som baggrund. Kan du se æblet, og kan du se himlen?

Æblet med dets himmel er det ene tak, vi skal have med os i dag. For godt nok kommer der en tid, hvor æblerne ikke gror på træerne mere. Men lige nu er det ved at være den tid på året, hvor æblerne og den blå himmel er her. Prøv igen at kalde det æble med dets himmel frem. Måske er det æble et billede på den kærlighed, Gud er. Måske forkynder æblet op i mod det himmelblå, hvem Gud er bagom vintermørke, sjap og nøgne træer.

Og vupti er billedet med æblet og himlen væk igen, men måske nåede du lige at sige det ene tak, inden vi kom tilbage til adskillelsens virkelighed.

Det andet tak kommer, når vi læser dagens tekst igen igen. For måske er fortællingen om den kvinde, der får sin søn igen, ikke en fortælling, om hvad der skete en gang. Måske er det en fortælling, der peger frem mod påskedag om et halvt år. Og påskedag er dagen for Jesus’ opstandelse fra de døde. Jesu opstandelse fra de døde, er det, som trodser det, at vores virkelighed er adskilt fra Guds evighed.

Kan du for dit indre kalde ikke bare et smukt rødt æble frem men en masser af dem. De ligger i en stor skål af ler, og skålen står på et havebord under en smuk blå septemberhimmel. Omkring bordet sidder alle dit livs mennesker. Både dem, du ser af og til, og dem, som ikke er hos dig mere.

Og måske når du lige at sige det andet tak, inden adskillelsens virkelighed bringer dig tilbage her til Træden Kirke i dag.

Her i Træden Kirke i dag skal vi sammen nyde det tredje tak. Det sker om lidt, når vi går til nadver sammen. I optakten til nadveren synger vi stroferne:

Vor synd til trods / opliv du os.

Hvis vi for nu holder fast i, at synd betyder adskillelse, så er nadveren en begivenhed, hvor Gud trodser adskillelsen her i verden, og kommer til os.

Nadveren er både blodig langfredag, men nadveren er også et måltid i evigheden, hvor vi alle sidder omkring et bord. Midt på bordet er der æbler i en skål. Måske er æblerne tilberedt og måske er de garniture til et vellavet påskelam. Oven over os er himlen septemberblå.

Godt nok er vi stadig i adskillelsens verden, så om lidt fejrer vi nadver med en lille smule vin og oblater, der hverken er æbler eller middagslam, men en blanding af mel og vand.

Men måske kan vi under nadveren i et splitsekund forestille os det evige måltid hjemme ved Gud, hvor al slags adskillelse er væk, og hvor der kun er fællesskab mellem dig og mig, de, der var en del af vore liv, de røde æbler, den blå himmel og den Gud, der blev menneske i Jesus Kristus for at blive alt i alle. Det er er det tredje tak.

Ovre på Liselund står der i haven en sten, og den bærer inskriptionen, Tak tak tak.

Jeg ville gerne tage stenen med her i dag og vise jer den, men her i adskillelsens verden er liselundstenen for stor og for bøvlet at fragte fra Slagelse til Træden. Men jeg holder meget af denne sten, for der er vel ikke et ord, der er så passende til en høstgudstjeneste som ordet, tak. Og hvorfor ikke sige tak tre gange?

 

Tak til den Hellige Treenige Gud, Fader, Søn, Helligånd.

Tak for skabelsen af de røde æbler og den verden, som osse rummer os og alle andre mennesker og skabninger.

Tak for løftet om din frelse, Gud, der nu i glimt og en dag for evigt skal fjerne al synd og adskillelse, så din kærlighed kan skinne for evigt som en morgensol.

Amen!

Tredje Søndag efter Trinitatis 2023 ved Peder Kjærsgaard Roulund

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«  Lukasevangeliet 15,1-10

Hej!

Vil du ikke med til fest i aften? Vi er nogle stykker, der i aften mødes og skal have noget godt at spise. Jeg tænkte på, om ikke du kunne tænke dig at være med?

Historierne om Jesus er fulde af sådanne invitationer. Hej! Vil du ikke med?

Menneskehedens historie er samtidigt fulde af fællesskaber, der har nok i sig selv.

I den rørende film, Forrest Gump, kan jeg huske en scene, hvor Forrest Gump som barn på sin første skoledag går ned af midtergangen i skolebussen i en ulykkelig jagt efter et sted at sidde. Der er egentlig masser af pladser i bussen, men hver gang Forrest Gump kommer forbi en fri plads ude ved bussens midtergang, sætter den dreng, der sidder ved vinduespladsen, sin taske på den tomme plads og siger på sydstatsamerikansk: ”This seat’s taken!” ”Det her sæje er optaget!”

Og sådan fortsætter det, indtil Forrest Gump kommer forbi den lille pige, der bliver hans livs hjertenskær, og hun flytter sin taske og siger, ”You can sit here, if you want to.” ”Du må godt sidde her, hvis du vil.”

En alt for kort udlægning af dagens tekst er, at alle mennesker er syndere, og at alle mennesker skal findes, og dermed er alle mennesker ens.

Og det er på en måde fuldstændigt rigtigt, og således kunne jeg allerede nu sige amen. Men jeg fortsætter.

For i historierne om ham, inviterer Jesus hele tiden dem, som er lukket ude af fælleskabet.

På den anden side:

Historierne om Jesus kritiserer alle menneskelige fællesskaber, fordi disse fællesskaber har svært ved at rumme nye mennesker, hvem end disse nye er.

Når vi for eksempel atter en gang kigger på dagens evangeliefortælling, begynder den med, at nogle har ondt af, at Jesus spiser med syndere, som de siger.

De her mennesker har  deres gode fællesskab af gode gudsfrygtige mennesker.

De andre, der er faldet udenfor. Ja de må sejle deres egen sø.

Og så er det, at Jesus fortæller om den hyrde, som lader de 99 får passe deres eget fællesskab for at gå ud og lede efter det ene får, der er blevet væk.

Og det samme med den kvinde, der har 10 mønter eller drakmer og mister den ene. Hun leder som besat, indtil hun finder den igen.

Det her er et billede på, hvem Gud er.

Gud er ligesom hyrden, der vil have det ene får med igen.

Gud er ligesom kvinden, der tænder lys for at finde den mønt, der blev væk.

Og Gud er ligesom den lille pige, der inviterer Forrest Gump til at sætte sig ved siden af hende.

Det her er en kritik af alle etablerede fællesskaber. Alle menneskelige fællesskaber har svært ved at lukke nye ind i fællesskabet. ”Det her sæje er optaget!” This seat’s taken!

Det kan siges på mere elegante måder.

Som for eksempel: Vi ville så gerne have dig med, men desværre kender du ikke dette fællesskabs historie og tradition, så desværre.

Eller: Her hos os skal alle bidrage til fællesskabet, og det tror vi ikke, du kan. Derfor kan du desværre ikke være med.

Eller som i dagens tekst. Du er så syndig, at vi desværre ikke kan holde ud at være sammen med dig.

This seat’s taken! Det her sæje er optaget!

Menneskelige fællesskaber er på mange måder de 99 får, der ikke gider det ene vildfarne.

Og når Jesus så fortæller om en hyrde, der går ud for at finde det får, der blev væk, så er det som sagt et billede på, hvem Gud er. Det er også en kritik af alle vores menneskelige fællesskaber.

Endelig er det en programerklæring for de fællesskaber, der definerer sig selv ud fra ham, der fortæller om hyrden, der leder efter fåret og om konen, som leder efter sin mønt.

Det fællesskab, der definerer sig ud fra ham er kirken eller vores menighed, der definerer sig selv ud fra Jesus Kristus.

Forandringer i kirken eller lokalt i vores menighed må altid være begrundet i spørgsmålet om, hvordan vi kan få nye med?

Hvordan kan vi udstrække kristendommens invitation til stadig flere mennesker? Ikke bare som et: Kom som, du er, men bliv ligesom os. Men som et ægte inkluderende fællesskab, hvor ham eller hende, der ikke var med i fællesskabet, kan føle sig fundet og ikke set ned på af dem, der var med før.

Det er faktisk derfor, vi har præster i fængsler og på sygehuse. Lige netop for, at de mennesker, der på en eller anden måde er sat udenfor, kan blive inviteret indenfor igen.

Det er også derfor, at oversættelse er så vigtig i vores kirke. Fordi nye generationer eller nye slags mennesker ikke skal bruge alt for meget tid på at afkode en invitation til kirkens fællesskab.

Vær hilset du broder, der i dit corpus minder om et vildfarent får, kom med i kvæld, og lad os i societet nyde et aftenmål!

Sådan skal vi nok ikke sige. Lad os i stedet sige:

Hej!

Vil du ikke med til fest i aften? Vi er nogle stykker, der i aften mødes og skal have noget godt at spise. Jeg tænkte på, om ikke du kunne tænke dig at være med?

Nu ved jeg ikke af, at der er fest i aften. Men der er fest lige om lidt. Det er nadveren, hvor Jesus Kristus bliver en del af det fællesskab, som altid har plads nye.

Som den lille pige siger til Forrest Gump i bussen:

You can sit here, if You want to. Du må godt sidde her, hvis du har lyst. Og derfor siger vil lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, Helligånd! Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Påskedag 2023 ved Peder Kjærsgaard Roulund

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8

 

Jesus Kristus er solopgangen fra det høje, der vil lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.

Klimakrise, truende verdenskrig, velfærdssamfundets sammenbrud. Mit eget livs katastrofer:

de, der er døde fra mig, den vrede, der er mellem mig og de andre.

Evangelisten Lukas lader en mand, der hedder Zakarias fortælle om Jesus, at Jesus er en solopgang, der vil lyse for dem, som sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.

De, der sidder i mørke og i dødens skygge, er os, men Jesus er en morgensol, der ved sit lys leder os ind på vejen til fred.

Verden vil gå under. Det er helt sikkert, at den vil gå under. Der er så mange katastrofescenarier i spil lige nu, og når man lægger dem alle sammen sammen, så kan man ikke andet end at forvente, at lige om lidt er det hele slut, men Jesus Kristus er solopgangen fra det høje, der vil lyse for os.

Katastroferne får ikke lov til at stå alene. Der er et håb sammen med dem. Der er en solopgang over en ny verden ved siden af alle de triste udsigter, som vælter ind i sindet, når man tænder for fjernsynet eller en statusopdatering fra DR på Facebook.

Der er en morgenssol over mit savn af min egen kære far og de andre, som er døde fra mig i denne verden.

Morgensolens stråler skinner også på de relationer, som gik i stykker ved mine eller en andens vrede ord, som ikke skulle være blevet sagt.

I dagens evangeliefortælling hører vi om de tre første præster i verdenshistorien. Det er de tre kvinder, som ved morgensolens første stråler kommer ud til graven for at salve Jesus’ døde krop. Men de får at vide, at det kan de slet ikke, for Jesus er opstået fra de døde, og det skal de så gå hen og sige til hans disciple.

Opstandelsen er en begivenhed i verdenshistorien. Jesus var virkeligt død men blev levende, og han skinner nu som en sol på enhver død, på enhver katastrofe. Både dem, der har fundet sted, og dem som skal komme. Både dem, som hærger mit eget sind og dem, som hjemsøger vores menneskelige fællesskaber.

Og det her budskab skal verdenshistoriens tre første præster, de tre kvinder ved graven prøve at videreformidle. Måske er det derfor, de er bange.

For budskabet er imod enhver erfaring. En død mand blev levende. Hallo! Det kan jo ikke lade sig gøre.

Men det skete, og fra den begivenhed skinner der et særligt lys her i verden. Jesus Kristus er Guds egen morgensol, der vil lyse for dem, der sidder i skyggen af katastrofer, sorg, bange anelser og had, og som vil lede os alle til evig fred.

Kvinderne- de tre første præster i verdenshistorien- bliver bange for det, de skal ud og fortælle videre,

For hvis Jesus er opstået fra de døde og er en morgensol i ethvert katastrofalt mørke;

Så kan vi ikke bare slappe af og give op og lade katastroferne føre verden helt ind i natten.

Vi må slutte os sammen med lyset, for natten er det falske. Natten er kun en overgang, så skal lyset sejre og blive alt i alle, sådan som det fra evighed af har været Guds mening.

Og det skal de tre kvinder – de tre præster ved graven altså formidle videre. Samtidigt skal de fortælle det modsatte, at vi heller ikke bare kan slappe af og lade verden sejle sin egen færd i katastrofernes sø, fordi Gud vinder lysets sejr til sidst.

Nej som Paulus siger, så skal vi rense den gamle surdej ud. Det er ikke en bageopskrift, men det er et kald til at kæmpe lysets kamp i verden imod alle katastroferne. Simpelthen fordi dagen og solopgangen er det sande, og natten og solens fravær er det løgnagtige.

Jesus Kristus er solopgangen fra det høje. Han opstået fra de døde. Rens den gamle surdej ud!

De tre kvindelige præster ved graven i dag er bange og fatter nok ikke, hvad de skal ud og fortælle videre. Måske er budskabet om Guds evige solopgang over vores liv og verden bare så stort, at det ikke er til at fatte. Så lad os da ikke prøve at fatte!

Men lad os i stedet prøve at se alle vores katastrofer i øjenene. Både alle dem, som har hærget vores personlige liv, men også alle de andre.

Klimakrisen, truslen om atomkrig, velfærdssamfundets sammenbrud.

Lad os gå i krig for dagen og kærligheden!

Lad os gå i krig mod natten og hadet!

Lad os se os om i vores verden efter et sted, hvor vi kan tænde et lille bitte lys, der jager natten på flugt. Lad os bruge fantasien til at regne ud, hvor vi kan handle eller tale med et lille bitte stykke kærlighed, der får noget af det mørke til at forsvinde.

Jesus Kristus er opstået fra de døde. Jesus Kristus er Guds morgensol, der skinner på os alle, så vi kan se Guds vej til fred for dig, mig, alle mennesker og hele Guds skaberværk.

Og derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, Helligånd. En sand hellig treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Tredje Søndag Efter Helligtrekonger 2023 ved Peder Kjærsgaard Roulund

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matthæusevangeliet 8,1-13

 

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.

 

Sådan står der i Romerbrevet kapitel fem.

 

Lad os i fantasien sætte os omkring et lejrbål i en kreds af romerske soldater i Israel på Jesu tid. Lad os forestille os, hvordan disse romerske soldater taler med hinanden om jøderne. Måske efter lidt for meget vin. De siger måske ting, der ikke rigtigt tåler at blive gentaget i en kirke.

De kommer måske med et hav af øgenavne.

Og selvom nogle af øgenavne heldigvis nok er glemt her 2000 år efter, så kender vi alle disse øgenavne. Ikke bare for jøder men for alle typer mennesker.

Vi kender alle sammen øgenavne og skældsord for homoseksuelle eller for indvandrere eller for folk, hvis udseende gør, at man kan regne ud, hvilket sted i verden de selv, eller deres biologiske forfædre er født.

Shakespeare kaldte os danskere for drunken danes eller fulde danskere. For på hans tid lige som nu var vi kendt for at rave rundt i Europa i beruset tilstand.

Tyskerne efter anden verdenskrig kaldte os for Späckdänen eller feddanskere, fordi vi i vores land selv under krigen havde så rigelig adgang til kød, smør, mælk og fløde.

Og øgenavnene kan blive endnu værre, men det vil jeg ikke belemre dig med til en gudstjeneste i en kirke.

Men tilbage til lejrbålet og snakken mellem de snaldrede romerske soldater. De fortæller om en underlig fyr fra det underlige og trælse jødiske folk. Ham her kan helbrede. Han gør lamme i stand til at gå. Han får blinde til at se. Og han er tilsyneladende ligeglad med, hvem mennesker er. Han hjælper bare dem, der kommer til ham, og er i nød.

Og en officer sidder der ved lejrbålet og bider særligt mærke i, hvad de siger om ham den underlige jøde, for officerens bedste ven, hans tjener er alvorligt syg, og var det her mon værd at prøve?

Så officeren spørger:

Hvad hedder ham der jøden, der kan helbrede?

Og de andre svarer: Jesus.

Så dagen efter opsøger officeren Jesus og beder mindeligt om ikke, Jesus vil gøre officerens tjener rask igen.

Og da Jesus svarer: Gå! Det skal ske dig, som du troede, smelter alle øgenavne om jøder inde i officerens hoved bort. Jesus dukker frem i officerens hoved som et menneske. Som en næste, der kom med hjælp i nødens stund.

I evangelierne er det ofte sådan her, at hjælpen kommer til mennesker i nød fra en fremmed, der egentligt er en fjende, man kalder for de værste ting og fortæller lidet flatterende historier om.

Tænk bare på den barmhjertige samaritaner, der jo redder en jøde, som er blevet slået halvt fordærvet. Jøder og samaritanere var på det her tidspunkt fjender, og der var masser af øgenavne, der fløj fra den ene gruppe mod den anden.

Samaritaneren er altså et menneske, der hjælper sin næste, som også er hans fjende.

Og det samme gør sig vel gældende i den fortælling, jeg læste op for jer lige før her fra prædikestolen.

Romerne var besættere, og jøderne i Israel var de trælse lokale, der ikke gad opføre sig ordentligt, og Jesus rækker som jøde ud over dette fjende-skel og hjælper den romerske officer og hans tjener.

Måske er vi faktisk her inde ved kernen i kristendommen. At vi som kristne tror på, at Guds inderste ønske er at lade sig føde ind i verden for at redde verden og os mennesker fra død, ondskab og alt det andet, som smadrer vores liv.

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.

Skrev Paulus til den første kristne menighed i Rom.

Og fjendskabet med Gud skal her forstås som den ondskab, der udspringer fra os mennesker.

Og Gud kommer altså til os som en af de fremmede, vi kan bagtale, når vi er fulde omkring et lejrbål. Som en af de trælse jøder til en romer. Som en af de forhadte samaritanere til den gennembankede jødiske mand udenfor Jeriko.

Det er måske værd at tænke over, næste gang vi sidder og omtaler andre mennesker med øgenavne, fordi de er homoseksuelle eller har en anden hudfarve eller kommer fra et land, hvor det er synligt på de fleste, at dér har de mad nok.

Evangeliets Gud kommer til os som den, der er villige til at gå over alle skel af fjendskab.

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.

 

Ja! Den Hellige Treenige Gud lever. Jesus lever og kommer til os, når vi er forsamlet i hans navn, og når vi om lidt går til nadver.

Og derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var og er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!