02
Dec

Sognecafé EKSTRA: Kirketjener i kunstens tjeneste

Tidspunkt
kl. 14:00 - 16:00
Sted
Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand
Beskrivelse
En af vores gode kirketjenere, Lene Wiklund, er også billedkunstner, og hun udstiller sine malerier i sognegården i december og januar. Til dagens sognecafé afholdes der fernisering, og Lene er tilstede og fortæller om billederne, arbejdsprocessen, og om hvordan det hele begyndte. I dagens anledning vil der være kage til kaffen og et lille glas bobler. Udstillingen omfatter olie- og akrylmalerier samt akvareller, plexiglas og et enkelt nyt værk på stof som er skabt til lejligheden. I alle rum og hallen vil der være et tema og en særlig malestil eller en serie holdt i en farveskala. Fx hvor den blå farve og de lyse toner er gennemgående. Lene er inspireret af naturen og landskabet fortolket i både abstrakte og genkendelige motiver, og det er billeder, der først og fremmest taler til sanserne, og hvor naturen er en spejling af det sjælelige. Lene søger med sit udtryk at skabe forbindelse til en usynlig verden, en anelse af noget større og evigt; måske det er tydeligst i de motivløse værker,  hvor kun farven og det stoflige står tilbage. - - - Inspiration, livsfortællinger, samtaler. Dét er nogle af ingredienserne, når der er Sognecafé i sognegården. Find programmet på hjemmesiden eller hent det i sognegården. Vi sender det også gerne hjem til dig. Tid: Kl. 14.00 hver onsdag (dog undtagen i juli og enkelte andre dage). Den 2. og 4. onsdag er der foredrag mm. på programmet, hvor vi slutter kl. 16.00. Øvrige onsdage slutter vi kl. 15.30. Sted: Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand. Pris: Der serveres lidt at spise og drikke, så tag 25 kr. med til dette.