18
Mar

En hverdag på skinner - tag bare ungerne med

Tidspunkt
kl. 10:30 - 12:00
Sted
Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1
Beskrivelse
Hvordan ser jernbanen i dit liv ud i øjeblikket? Er der jævnt sporarbejde? Daglige afsporinger? Eller kører det bare på skinner? Bliver der nogle gange kastet med gulerødder? Sammen med Folkekirkens Familiestøtte inviterer vi dig til oplægget 'En hverdag på skinner'. Det er for dig som forælder til et barn på 0 - 6 år OG for dig, som af den ene eller den anden grund finder emnet vedkommende: Måske har du ældre børn, måske overvejer du at få børn, måske er du pædagog i en daginstitution, måske er du bedsteforælder? Det er gratis at være med - og tag gerne babyen/den lille med. Tilmeld dig gerne til kirkekontoret på brabrand.sogn@km.dk (eller ring på 86 26 06 45 , mandag - fredag kl.9 - 13 - læg evt. bare besked). Mere info om oplægget: Livet som børnefamilie kan af og til sammenlignes med et regionaltog – og det kan godt bumle lidt undervejs. Til tider kan man opleve én eller ligefrem flere afsporinger. Men lige så hurtigt man er smidt af sporet, lige så hurtigt kan man ofte vende tilbage på sporet igen. Oplægget giver inspiration til, hvilke tiltag der kan være med til at holde hverdagen på skinner i livet som børnefamilie. Rytmer og overgange, forudsigelighed og genkendelighed er nogle af de temaer, som vi berører. Samtidig vender vi blikket mod det vigtigste element i børnenes liv; forældrene. Sammen rejser vi gennem dagen fra morgen til aften. Vi vil forsøge at give ideer til, hvordan vi bedst kommer ud ad døren om morgenen – eller bare fra sengen og hen til morgenmaden. Og hvad gør vi, hvis aftensmaden lidt for ofte bliver skrig og skrål og kasten med gulerødder? Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs, indgå i dialog og være nysgerrige på emnerne. Helene Rygaard May vil forsøge at holde os på skinnerne gennem oplægget. Hun er uddannet pædagog og ansat som koordinator i Folkekirkens Familiestøtte, hvor hun møder mange børnefamilier. Og så er hun også selv forælder til to piger på 6 og 9 år, så hjemme hos hende hænder det også, at frikadellerne flyver en tur. Tid og sted: Tirsdag den 18. marts kl. 10.30 - 12.00 Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand Tilmelding til kirkekontoret: brabrand.sogn@km.dk eller ring på 86 26 06 45 , mandag - fredag kl.9 - 13 - læg evt. bare besked. Arrangør: Brabrand-Årslev sogne og Folkekirkens Familiestøtte