23
Okt

Sognecaféen i Brabrand - Sorgens mange ansigter

Tidspunkt
kl. 14:00 - 16:00
Sted
Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand
Beskrivelse
Når man mister et nærtstående menneske ved dødsfald, reagerer rigtig mange ved at sørge i kortere eller længere tid. Der er nogen, der sørger synligt, andre usynligt; nogen sørger mest ved at græde og tale, mens andre mest sørger ved at handle, så sorgen HAR mange ansigter! Nyere forskning har i de seneste år også været fokuseret på, at mænd og kvinder tit sørger forskelligt. Det kan være problematisk, for når vi sørger, er vi trætte, hudløse og sårbare og mangler overskud til at nå hinanden.   Mange sørgende oplever reaktioner som fx træthed, glemsomhed, appetitløshed eller trøstespisning, mangel på overskud og manglende livslyst. Disse reaktioner er helt normale, – og det kan være en stor aflastning og hjælp at få at vide, at det er helt normale reaktioner.   Alle disse emner samt nyere forskning omkring sorgprocesser vil blive berørt i foredraget.   Måske har du ikke selv oplevet en stor sorg, men det kan også være en fordel at kende til sorgens mange ansigter, den dag, den rammer naboen eller din nærmeste ven.   Foredragsholder er sognepræst Alice Pedersen. Alice har været hospicepræst på Hospice Randers i ni år og i flere år ledet sorggrupper og har gennemført efteruddannelser i sjælesorg og supervision. Hun er desuden supervisor for en gruppe af fængselspræster, der mødes i Brabrand Sognegård. - - -  Inspiration, livsfortællinger, samtaler. Dét er nogle af ingredienserne, når der er Sognecafé i sognegården. Få tilsendt programmet eller hent det i sognegården - eller find det i kalenderen. Tid: Kl. 14.00 hver onsdag (dog undtagen i juli og enkelte andre dage). Den 2. og 4. onsdag er der foredrag mm. på programmet, hvor vi slutter kl. 16.00. Øvrige onsdage slutter vi kl. 15.30. Sted: Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand. Pris: Der serveres lidt at spise og drikke, så tag en 20'er med til dette. Transport: Har du brug for kørsel, kan du kontakte kirkekontoret på tlf.: 86 26 06 45 senest samme dag kl. 12.00.