08
Jun

Højmesse

Tidspunkt
kl. 10:30 - 12:00
Præst
Henrik Bang-Møller
Adresse
Skagen Kirke, Ved Kirken 2, 9990 Skagen
Beskrivelse
Det kan forekomme en smule langhåret og udelukkende for specialister at fejre noget så eksotisk som en trosbekendelse. Det er i hvert fald lidt af en sproglig udfordring bare at udtale dén trosbekendelse, vi fejrer. Den kaldes nemlig i sin fulde længde Den Nikæno-Konstantinopolitanske Trosbekendelse. - Blandt venner bare Nikænum! Oveni kaldes den ydermere de ’150 fædres bekendelse’ og hører til den mest udbredte af de tre oldkirkelige trosbekendelser, som samler flest kristne verden over. Vi fejrer dens 1700 år, fordi det var i år 325, den romerske kejser Konstantin (272-337) første gang indkaldte til et fælleskirkeligt møde i Nikæa, der ligger i det nuværende Tyrkiet, med henblik på at skabe større religiøs sammenhængskraft i Romerriget, der var begyndt at smuldre. Der var nemlig i den stadigt mere omfangsrige kristne kirke flere tilløb til splittelse. Ikke mindst i synet på Jesu Kristi væsen - om han var Gud eller menneske? På mødet blev vedtaget nogle skarpslebne formuleringer, der skulle fastholde Jesu sande natur som både Gud og menneske på én gang. Med et fint ord bare kaldet ’homoousien’, der er græsk og betyder ’af samme væsen’. Jesus Kristus er altså af samme væsen som faderen og var ikke skabt. Og Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen. Det var navnlig dét, Den Nikænske Trosbekendelse ville pointere og understrege. Der opstod imidlertid flere rivaliseringer efter mødet i 325, så først så sent som i 381 blev Nikænum endelig vedtaget på et nyt kirkemøde i Konstantinopel - det nuværende Istanbul. Og dén bekendelse har altså holdt sig i nu 1700 år. Det har vi valgt at fejre i Pinsen, som også er den kristne kirkes fødselsdag. Det var her, Guds Ånd fløj lavt og samlede den første kristne menighed om Jesus Kristus, Guds Søn og menneskenes frelser. Vel mødt!