09
Jul
25-års reception for sognepræsten i Naur-Sir
Tidspunkt
kl. 10:00 - 12:00Sted
Naur-Sir KirkehusBeskrivelse
ONSDAG DEN 9. JULI 2025 KL. 10-12 i Naur-Sir Kirkehus Tilmelding senest 7. juli til naurmenighed@gmail.com med navn og antal. Højskoleophold satte retning for Henrik som præst Af Erik Møller Sognepræst Henrik Guldbrandt Kjær har onsdag den 9. juli 25-års jubilæum som sognepræst i Sir og Naur sogne. Det fornemme jubilæum markeres på dagen med en reception i Naur-Sir Kirkehus mellem kl. 10 og kl. 12. Der var ikke noget, der tydede på, at Henrik Guldbrandt Kjær skulle få en karriere som sognepræst, da han blev matematisk fysisk student fra Haderslev Katedralskole. Ønskerne gik i en helt anden retning. Derfor gik han i gang med at læse naturvidenskab på universitetet i Odense, men droppede ud af studierne efter et halvt år. Et ophold på Krabbesholm Højskole ved Skive blev derfor definerende for den unge sønderjydes karriere, men først efter en omvej omkring medicinstudiet på Aarhus Universitet. Med ønsket om at blive højskolelærer startede Henrik Guldbrandt Kjær i 1990 på teologistudiet i Århus. Både arbejdsmæssige og private forhold var årsag til, at Henrik Guldbrandt Kjær først fik sin teologiske embedseksamen i 1999. Henrik Guldbrandt Kjær blev gift med Inge i 1994, og i studietiden fik de to børn. Inge blev færdig som jurist i 1996, og herefter flyttede parret til Nørresundby. Henrik arbejdede som kirketjener og kordegn i både Århus og Aalborg ved siden af studierne. I begyndelsen af 2000 var Henrik Guldbrandt Kjær interesseret i en stilling som sognepræst i Haderslev Stift, men efter en samtale med biskop Niels Henrik Arendt blev han opmærksom på stillingen som sognepræst i Naur-Sir Pastorat. Han blev indbudt til at holde en prøveprædiken i Mejrup Kirke den 30. april. Den 15. maj fik Henrik Guldbrandt Kjær en enstemmig indstilling fra menighedsrådene i Sir og Naur, og indsættelsen i embedet fandt sted den 9. juli ved provst Vagn Ove Høgild. Mange glædelige begivenheder har været højdepunkterne i Henrik Guldbrandt Kjærs 25 år som sognepræst i Naur og Sir. - Det bedste har næsten været, at jeg altid er blevet modtaget med stor åbenhed og tillid af sognebørnene, siger Henrik. Landbrugsmæssigt har sognene skiftet karakter i årenes løb. Næsten alle gårde havde malkekøer og svin i starten, ligesom der var mange minkfarme. I dag er der stort set ingen dyr tilbage på gårdene, og det har ændret sognene i betydelig grad. Samarbejdet mellem menighedsrådene og ansatte er velfungerende, og ud over en tæt dialog om den daglige drift er der også blevet overskud til at oprette Naur-Sir Sognesti, og Naur-Sir Skovkirkegård - der har Henrik Guldbrandt Kjær som primus motor - ventes etableret og indviet i foråret 2026. Af skelsættende begivenheder fremhæver Henrik Guldbrandt Kjær, at Sir Kirke netop har gennemgået den største renovering og udsmykning siden den totale ombygning i 1888, og at menighedsrådet i Naur forbereder en større istandsættelse af Naur Kirke. Dertil kommer, at de mange nye beboere i Alstrup-området og ude på landejendommene tilfører sognene ny dynamik og gør Sir og Naur til de to sogne, der har den tredjestørste tilgang af nye sognebørn i Holstebro Provsti. Fakta Henrik Guldbrandt Kjær blev født den 14. juli 1967 i Haderslev og boede hele sin barndom på hjørnet af Grundtvigsvej og H.C. Andersens Vej i byen. Student fra Haderslev Katedralskole i 1986, cand. theol. fra Aarhus Universitet i 1999, sognepræst i Naur og Sir fra den 9. juli 2000, i 17 år afløser for præsten i Idom og Råsted, sygehuspræst i fem år, 25 procents sognepræst i Holstebro fra 2005, gift med Inge, har døtrene Marie, Ida og Sofie, flyverpræst fra 2017, udlånt til Søværnet 3 måneder i 2019 og master i reformationsteologi fra universitetet i København, medlem af stiftsbestyrelsen og præsterepræsentant i provstiudvalget i Holstebro.