03
Apr
Johannespassionen
Tidspunkt
kl. 15:00 - 17:00Adresse
Sankt Pauls Kirke,
Skt.Pauls Kirkeplads 1,
8000 Aarhus C
Beskrivelse
Johannespassionen af Johann Sebastian Bach opføres af solister, kor og orkester i Sct. Pauls Kirke, Aarhus, Langfredag den 3. april 2026 kl. 15.00. Medvirkende: Johanne Sofie Bech Madsen, sopran Ditte Maria Otte Mølgaard, mezzo Daniel Kjær Holmberg, tenor (evangelist) Gustav Wenzel Most, tenor Andreas Gade, bas Jens Frisdahl Nienstædt, bas (Jesus) Hans Christian Brun-Jensen, bas (Pilatus) Sct. Pauls Cantori, Aarhus Orkester bestående af musikere fra landsdelsorkestrene Thomas Kristian Nielsen, dirigent Langfredagens dramatiske hændelser genoplives i ord og toner, når Johann Sebastian Bachs Johannespassion opføres. Det er et af de værker, som er blandt de mest opførte kirkeværker for solister, kor og orkester. Tekster fra Johannesevangeliet kapitel 18 og 19 er sammen med koraler og digte fra Bachs samtid sat i musik, som tolker og inderliggør betydningen af Bibelteksterne og Jesu liv og budskab. Måden, Bach har udformet værket på, kan ses som en invitation til meditativ fordybelse i lidelseshistorien og essensen af Jesu budskab. Bach bearbejder fortællingen, så den fremstår i filmiske klip, og en fortælleform hvor personerne optræder, som var de vidner i en retssal. Og det store indledningskor sætter helt nye musikhistoriske dagsordener. Tre gange lovpriser koret Guds herlighed, men en underliggende, iboende trussel om mørke og død er tydeligt mærkbar i dybe strygerpulseringer og pinefulde dissonanser i oboer og fløjter. På én gang, i én stor gestus, skildres Frelserens storhed og hans fornedrelse modstridende, ambivalente affekter uden sidestykke i samtidens tonekunst. Sct. Pauls Cantori består af yngre professionelle sangere, som fortrinsvis er sangstuderende eller uddannede sangere ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet. Cantoriet medvirker ved alle kirkelige handlinger i Sct. Pauls Kirke og har en flittig koncertvirksomhed, hvor bl.a. kirkemusikkens store oratorier for solister, kor og orkester opføres - herunder Händels Messias, Brahms Requiem samt Mozarts "Requiem". Cantoriet har faste samarbejder med flere af landsdelens førende orkestermusikere og ensembler som Randers Kammerorkester, Århus Sinfonietta samt musikergrupper fra både Aarhus og Odense Symfoniorkester. Solisterne er alle særdeles erfarne oratoriesangere. Orkesteret består af musikere fra landsdelsorkestrene, heraf flere solospillere. Koncertmester er Signe Madsen, der til daglig er 2. koncertmester for Odense Symfoniorkester. Dirigent er Thomas Kristian Nielsen, der er organist og kantor ved Sct. Pauls Kirke, Aarhus. Koncerten varer ca. 2 timer. Tid: Langfredag den 3. april kl. 15.00. Dørene åbnes kl. 14.15 Sted: Sct. Pauls Kirke, Sct. Pauls Kirkeplads, 8000 Aarhus C Entré: 250,- kr. Billetforsalg: Ticketmaster