30
Mar

Vågenat

Tidspunkt
kl. 17:00
Præst
Marie Høgh, Gunder Gundersen, Steen Nehrkorn Nielsen, Anita Obeling Kring, Christoffer Sørensen...
Adresse
Sankt Nikolai Kirke, Kirkestræde 2A, 4300 Holbæk
Beskrivelse
Det er nætternes nat – natten mellem påskelørdag og påskemorgen. En vågenat i kirken er efter gammel skik en nat, hvor man natten igennem våger, beder, synger og mærker stilheden i påskenatten, hvor Gud sænker sit ansigt over jorden. Hele natten brænder påskebålet foran kirken, og ved solopgang bærer vi lyset med ned på kirkegården og fejrer at Herren er opstået fra de døde og gået i forvejen for os ind i Guds lysende land – hvor vi skal mødes igen med alle dem, der hører med til vores liv. Træd ind i det mørklagte kirkerum, der hele vågenatten kun vil være oplyst med levende lys – og giv sjælen en mulighed for et pusterum til eftertænksomhed og stilhed, til bøn og sang -  mens vi våger og venter på, at den gyldne sol bryder frem med Guds frelse til verden.  Et samarbejde mellem kirkerne i Holbæk Provsti Program: Opstandelsesdøgnet begynder Kl. 17-19 Æggeværksted for både børn og voksne. Efter gammel tradition dekorerer vi hønseæg i smukke mønstre og farver, der skal bruges til æggetrilning og morgenmad påskemorgen. Du må også gerne tage dit påskeæg med hjem, hvis du ikke kan holde dig vågen hele natten i kirken. Ved kirke-kulturmedarbejder Margibell Frederiksen Kl. 18.00 Der serveres suppe med brød på kirkepladsen Kl. 18.30 Påskebålet tændes Kl. 19.00 Aftengudstjeneste med nadver og mulighed for drop in-dåb. "Nu sænker Gud sit ansigt over jorden" ved sognepræst Gunder Gundersen, sognepræst Marie Høgh, organist Teresemarie Lisiux og cellist Estera Kwiecien.  Kl. 20.30 Musik i mørket: KLOSTER synger GROTRIAN. Kloster live fremstår som en solooptræden, hvor der skæres ind til benet af Mikael Rahbæk Andreasens særegne sangskrivning, og hvor der gives ekstra plads til fordybelse i digter Simon Grotrians finurlige tekstunivers. Forvent en spartansk, afdæmpet og nærværende koncert på vej ind i påskenatten.  KL. 22.00 Taizegudstjeneste - "Lysenes nat". Stemningsfuld og meditativ Taizegudstjeneste med sang, bøn og Bibelreflektion – lystænding og stilhed. En Taizé-gudstjeneste er båret af de smukke og meditative Taizé-sange, der ofte bygger på et bibelvers eller er en enkel bøn, der bliver sunget igen og igen. Ved sognepræst Gunder Gundersen, sognepræst Marie Høgh, kateketisk medarbejder Jóannes Holm og organist Teresemarie Lisiux. Kl. 24.00 ”Fra mørke til Lys – fra død til liv”Ortodoks inspireret andagt ved sognepræst Gunder GundersenDer indledes i mørke med elementer fra den ortodokse påske-midnat tjeneste. Derefter sidder vi i mørke og stilhed i kirkerummet indtil Lyset bryder mørket – og sangen bryder stilheden. Kl. 01:00 "Våg altid og bed"-andagt. Salmer, bønner og refleksion over bønnen som menneskeskabningens små grundråb: klagebønner, takkebønner, kærlighedsbønner, bønner i dødens stund, bønner for dem, der ingen ord har, bønner for dem, der skal se det, før de tror det. Ved sognepræst Marie Høgh. Bemærk: Når uret skifter fra 01.59 til 02.00 da skifter vi til sommertid. Kl. 03.00 Lovsangsandagt. Lovsangen er en central del af andagten og danner en ramme omkring bøn, skriftlæsning, refleksion og stilhed. Ved præst Christoffer Sørensen, Holbæk apostolske Frikirke Kl. 04.00 Vi går i mørket mod og med lyset. Salme-vise-andagt ved kateketisk medarbejder Jóannes Holm. Undervejs synger vi: ”Gå i mørket med lyset” Af Sten Kaalø & ”Søndag morgen fra de døde” - N.F.S. Grundtvig Kl. 05.00 ”Kristus er opstået – virkelig opstået”Ortodoks inspireret opstandelsesandagt. Ved sognepræst Gunder Gundersen Kl. 06.00 ”Solen begynder at gløde” andagt før morgengry. Ved sognepræst Anita Obeling Kring og spejdere. En ny begyndelse venter forude, men ingen ved, hvad dagen vil bringe. Vi bevæger os på grænsen og overvejer, om vi tør tro og vove os ud i dagens muligheder”.  Kl. 07.00 ”Krist stod op af døde” Opstandelsesandagt på den gamle kirkegård. Ved sognepræst Steen Nehrkorn Nielsen og messingblæsere fra Holbæk Byorkester Efterfølgende serveres Champagne og påskeæg - Kaffe og rundstykker Og man kan muntre sig med ”æggetrilning”. En gammel dansk påskeleg hvor man triller dekorerede hårdkogte æg ned ad en lille bakke – det æg der triller længst har selvfølgelig vundet. Man kan også prøve at ramme andres æg og slå dem ud af kurs. Tilbage er der kun at sige: Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Halleluja! Og glædelig påske!