09
Sep

Ord & Vin - aftenforedrag i klosteret: "Verdens ældste fortælling - historien om Gilgamesh"

Tidspunkt
kl. 19:00
Adresse
Sankt Mariæ Kirke, Sct Anna Gade 38, 3000 Helsingør
Beskrivelse
Tekster som kulturarv og det åndelige beredskab i Europa Forlagsleder ph.d. Pernille Carstens introducerer til sin gendigtning af fortællingen om Gilgamesh. Hun ser på forskellige kulturers helteforestillinger, og hvordan de hænger sammen i et netværk. Vi skal se på disse tekster og relateret billedmateriale, som er en del af vor egen kultur. Gilgamesh betyder ”forfaderen er en helt”, og han er sammen med vennen Enkidu hovedfiguren i en fortælling på 12 lertavler fra Mesopotamien fra omkring 4000 år siden. Man fandt en samlet version af Gilgamesh i et bibliotek fra Nineve, og den tekst er fra omkring 1200 f.Kr. Gilgamesh-epet hørte til på oldtidens biblioteker og det indgik i undervisning og i ”skriveøvelser” for skrivere over hele den Nære Orient. Fortællingen var simpelthen en del af kanon og didaktisk litteratur, der udtrykte et dannelsesideal. På første tavle står: ”Jeg vil fortælle alle om Giglamesh/ der oplevede alting./ Han forstod alting og var klog og vis./ Han udforskede altings grænse og ledte efter sandheden”. Gilgamesh handler om liv og død, venskab og drømme, og det findes blandt andet afspejlet i Det Gamle Testamentes vandflodsfortælling og heltefortællingen om Samson. Helte i dette netværk er også det, man kalder dyrenes herrer, der som den græske helt Herakles skulle udføre en række opgaver, der udfolder sig i spændingen mellem natur og kultur.