Ord & Vin - aftenforedrag i klosteret: "Kristus som myte, Jesus som fortælling"

kl. 19:00

Sankt Mariæ Kirke, Sct Anna Gade 38, 3000 Helsingør

Kristus som myte, Jesus som fortælling. Det er en udbredt antagelse, at forfatteren til Markusevangeliet har kendt til Paulus' breve, og at det er den paulinske Kristusfortolkning, som præger hans fortælling om Jesus som Kristus. Paulus skrev sine breve i 50'erne, og Markus er den ukendte forfatter, som opfandt evangeliet som litterær genre. Han skrev formentlig sit evangelium i år 70 til menigheden i Rom, mens den romerske ødelæggelseskrig foregik i Jerusalem, og templet allerede var ødelagt. Både Markus selv og hans adressater har været ikkejødiske kristne.  I Paulus' Brev til Filipperne, skrevet under hans fangenskab i Rom, citerer  han i 2,6-11 en hymne, som sammen med afsnittet i Galaterbrevet 4,4-5 kan læses som en drejebog for Markus'   Jesusfortælling. Evangeliet omfatter tre dele: Første  del, 1,1-8,26, skildrer Kristus som hemmelig agent, der fra himmelen er kommet til jorden for at sætte Gudsriget i værk. Denne del foregår i Galilæa og omegn, og Jesus har travlt, fordi han skal nå både at undervise og at uddrive dæmoner.   Den paulinske påvirkning er eksplicit i kap 7-10. Her afskriver Jesus de jødiske renhedsregler og lader sig overtale af en ikkejødisk kvinde til at helbrede hendes datter. Her begyndes missionen blandt ikkejøderne på østbredden af Genezareth Sø, og Markus tilføjer et ekstra bespisningsunder for 4000 ikkejøder. I anden del, 8,27-10,52, introduceres lidelsesmotivet, som Peter afviser, fordi lidelse og død ikke indgår i den jødiske Messiasforventning. Både Messias og Kristus betyder Den Salvede, men Markus gør den sproglige forskel til en korsteologisk forskel, som udelukker disciplene fra at begribe, hvad de ser og hører. Tredje del foregår i Jerusalem, 11,1-16, og Jesus optræder nu offentligt og bevidst aggressivt  for at tirre sine fjender til at slå til. Med indtoget i Jerusalem tilføjes det davidiske kongemotiv, men heller ikke det er dækkende, da Kristus er andet og mere end David. Ifølge Markus er det ikke som jødernes konge, Kristus korsfæstes, men som Guds søn. Med hjælpen fra Judas sætter Jesus sin død i værk. Med alles flugt ved anholdelsen, Peters svigt og kvindernes løb væk fra graven afslutter Markus sin fortælling som et religionsskifte. Han lader englen tale ud af graven til sit evangeliums adressater og markerer på den måde, at jødedommens tid  er forbi, i praksis afløst af den paulinske Kristusfortolkning som den sande gudstro.