21
Jan
Klassiske Vinterkoncerter - "Sorrig og glæde"
Tidspunkt
kl. 12:00Adresse
Sankt Lukas Kirke,
Skt.Lukas Kirkeplads 1,
8000 Aarhus C
Beskrivelse
Klassiske Vinterkoncerter med orgelindvielse. Onsdage kl. 12-12.45. Gratis entre. Med stor glæde kan vi nu indvie Skt. Lukas Kirkes nye kammerorgel, der er doneret af Købmand Hermann Sallings Fond. Orglet, der er bygget til Skt. Lukas Kirke af det hollandske firma Klop, er med sin unikke bløde klang yderst velegnet til kammermusik og til akkompagnement af kirkens kantori. Ved disse tre koncerter bliver der rig mulighed for at opleve det lille nye orgel, der skal stå i kirkens kor, i samspil med både sangere, messingblæser og strygere. Der er mulighed for en kop kaffe/the og en lille snak med musikerne efter hver af koncerterne. Onsdag d. 21. januar - Sorrig og glæde Ved denne koncert inviteres publikum ind i en helt særlig klangverden. Et sted hvor den menneskelige stemme smelter sammen med den instrumentale klang i et smukt og underfundigt grænseland af lyd. Vi tager udgangspunkt i Kingos fantastiske tekster og kommer menneskelivet igennem på hans karakteristiske og konkrete måde. Med velklingende satser af Monteverdi ledes tanken hen på sydens kirker, hvor musikken klinger gennem tætte tåger af røgelse og følelsen af jordisk englesang indfinder sig. Blæseinstrumentet zinken var det mest feterede instrument i renæssancen og den tidlige barok på grund af dens helt unikke evne til at imitere den menneskelige stemme, der var tidens absolutte klangideal. I hele Europa var man meget begejstret for denne klangkombination, også i Norden og dermed Danmark, hvor man havde dygtige sangere og zinkenister ansat ved hoffet. Musikerne præsenterer program og instrumenter og fortæller om musikken undervejs. Julie Krog Jensen, sopran // Lene Langballe, zink // Vibeke Astner, orgel