04
Okt
Koncert: Camerata Øresund: I Wilhelminas fodspor
Tidspunkt
kl. 15:00Adresse
Risbjerg Kirke,
Kirkegade 2,
2650 Hvidovre
Beskrivelse
Søndag den 4. oktober kl. 15.00 vil man atter kunne opleve det fantastiske barokorkester Camerata Øresund i Risbjerg Kirke. Denne gang inviterer barokorkestret til en stemningsfuld koncert fyldt med musik og fortælling fra et af 1700-tallets mest spændende og sprudlende hofmiljøer. Camerata Øresund tegner et musikalsk portræt af Princesse Wilhelmina af Preussen komponist, forfatter og kunstmæcen. Som 22-årig flyttede Wilhelmina til Bayreuth, og der forvandlede hun sit lille hof til et levende kunstnerisk centrum, hvor musik, filosofi og kunst fik lov til at blomstre. Wilhelmina komponerede selv både operaer og kammermusik, og koncerten veksler mellem hendes egne værker og musik af komponister, som var en del af hendes kreds. En særlig perle er hendes egen cembalokoncert et sjældent opført værk, der oser af virtuositet. Wilhelmina førte hele livet en tæt brevveksling med sin lillebror, Frederik den Store, og filosoffen Voltaire, og i sine senere år nedskrev hun også sine erindringer. Koncerten væver musikken sammen med Wilhelminas egne ord og giver publikum et indblik i hendes liv som kvinde, der med styrke og overbevisning krævede sin plads i samtiden og historien. Barokensemblet Camerata Øresund med barokspecialist og violinist Peter Spissky i spidsen blev stiftet i 2010. Ensemblets musikere spiller pa originale instrumenter fra baroktiden og har alle specialiseret sig i historisk opførelsespraksis, hvor der tages udgangspunkt i, hvordan man spillede og fortolkede musikken, dengang den blev skrevet. Drevet af deres fælles passion for gamle instrumenters originale og smukke klang udforsker ensemblet tarmstrengenes særlige farver og barokbuens utallige udtryksmuligheder. Camerata Øresund er kendt for sine spontane, legende, dansende og dynamiske opførelser, hvor hver musiker tager aktiv del i at forme musikken i nuet meget lig et jazzband! Det er ensemblets overbevisning, at netop denne vitale tilgang til barokmusikken er særdeles velegnet til at tiltrække et ungt og nyt publikum og inspirere dem til at komme den klassiske musik i møde. Der er gratis adgang til koncerten, hvorefter der afholdes reception i kirkens sideskib.