28
Apr
Tirsdagskomsammen: Poul Johansen - Kongelig hoffotograf
Tidspunkt
kl. 14:00Adresse
Risbjerg Kirke,
Kirkegade 2,
2650 Hvidovre
Beskrivelse
Ved dette inspirerende foredrag fortæller prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe om sin morfar, Poul Johansen, der bl.a. var kongelig hoffotograf. Ved foredraget træder vi ind i en verden af fascinerende fotografi, royale relationer og historiske begivenheder. Poul Johansen var ikke blot Kongelig Hoffotograf han var en mester bag kameraet, en ven af kongehuset og en mand med en usædvanlig livshistorie. Som elev hos den berømte fotograf Peter Elfelt lærte Poul Johansen de fineste fotografiske teknikker og overtog senere Elfelts forretning. Hans talent og dedikation bragte ham tæt på Danmarks kongehus, hvor et særligt venskab med Kong Frederik IX blomstrede. Gennem utallige fotografier og en unik brevveksling dokumenterede han de kongeliges liv på en måde, der stadig vækker beundring. Men Poul Johansen var ikke kun fotograf. Under 2. Verdenskrig deltog han i sabotage mod den tyske besættelse, og i 1964 sendte den danske udenrigstjeneste ham til Grønland for at dokumentere livet der. Hans billeder bærer vidnesbyrd om en mand, der stod midt i historien og indfangede dens øjeblikke med enestående præcision. Ved foredraget giver Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe et levende indblik i Poul Johansens liv og arbejde. Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe er kulturjournalist for The Global og tidligere film- og teateranmelder for Kulturtid.dk. Hun har en stærk baggrund inden for ledelse, diplomati og kommunikation, og hendes fortælling om sin morfar vækker historie til live på en engagerende og nærværende måde. Der er gratis adgang til foredraget og tilmelding er ikke nødvendig. Kaffe og brød koster 30 kr.