22
Maj
Evangelium ad Danos
Tidspunkt
kl. 17:00 - 18:00Adresse
Ribe Domkirke,
Torvet 19,
6760 Ribe
Beskrivelse
En koncert om munken Ansgar Nordens apostel i ord og toner I 2026 markeres et af de store vendepunkter i Danmarks historie. Det er 1200 år siden, kristendommen tog sine første skridt her i landet, da kong Harald Klak lod sig døbe, og munken Ansgar (801865) drog mod nord med evangeliets budskab. Evangelium ad Danos er en musikalsk fejring af dette jubilæum, hvor publikum sammen med Christian IVs Vokalensemble vandrer i Ansgars fodspor til tonerne af middelalderinspireret musik. Hvordan lød kristendommens spæde stemme i Danmark? Og ikke mindst: hvordan lød den musik, som fulgte Ansgar på hans vej gennem modstand, forkyndelse og omvendelse? Kilderne til musikken fra 800-tallet er yderst få især de nordiske. I dette koncertprogram tager vi afsæt i de bevarede spor: fra kirkens gregorianske tonearter til skjaldedigtning og markedspladsens pentatoniske musik. De sparsomme tråde væves sammen med vores egen fantasi for at lade 800-tallets klange klinge på ny. Programmet er blevet til i tæt samarbejde med den danske komponist Jonas Hunt, som også har skrevet hovedværket i programmet: en latinsk messe, hvor oldkirkens klassiske led Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei hver har fået sin egen kirketonalt prægede klædedragt. For at give et indtryk af Ansgar og hans gerning fremføres recitationer fra Ansgars levned, nedskrevet af hans discipel Rimbert. Denne tidlige biografi rummer fascinerende beretninger om Ansgars guddommelige syner og de undere, der skulle styrke hans kald og overbevise vikingerne om kristendommens sandhed. Her beskrives også Ansgars kærlighed til at afsynge Davids salmer, hvilket fører os til koncertens anden musikalske søjle. Ansgar tilføjede salmerne såkaldte pigmenta korte hjertesuk. Disse små digte, også kaldet offerrøgelse, fungerer her som en slags omkvæd. Med dette som udgangspunkt har Jonas Hunt i fri bearbejdelse skabt et bud på, hvordan dette kunne have lydt i bedste middelalderånd. Ved siden af de frie rekonstruktioner står de gregorianske sange som koncertens autentiske element. Det er musik, der er bevaret fra perioden, og hvis tidløse skønhed giver os en direkte forbindelse til kirkens tidligste stemme i Norden. Christian IVs Vokalensemble er opkaldt efter Danmarks mest berygtede konge en renæssancefyrste, der omgav sig med pragt og vælde gennem imponerende bygningsværker, malerkunst og ikke mindst den fineste musik, samtiden kunne præstere. Ensemblet blev i sin første udgave dannet af dirigent og cembalist Ruben Munk i 2005 og har sammen med Christian IVs Barokensemble opført mange af de store kirkemusikalske værker af Bach og Händel. I 2013 tog ensemblet en ny form og består siden af en fast kerne på otte professionelle sangere fra Danmark, Norge og Sverige, med ambitionen om at dyrke korsang på internationalt niveau. Repertoiret er hovedsageligt a cappella-musik fra renæssancen (14251625), men ensemblet har også stor interesse for nyere musik. Siden professionaliseringen i 2013 har Christian IVs Vokalensemble optrådt ved kirkekoncerter over hele Danmark, været på turné i Baltikum og gæstet festivaler som Bornholms Musikfestival, Næstved Early Music Festival og Shakespearefestivalen på Kronborg Slot. Lokation: Ribe Domkirke