06
Feb

Bibellæsning

Tidspunkt
kl. 19:30
Adresse
Holte Kirke, Solbakken 56, 2840 Holte
Beskrivelse
Bibelen læst af os selv –  og hvad havde Paulus egentlig på hjertet? Kom og vær med til at læse og tale om Bibelen, der siges at være den mest solgte bog i verden. En bog der dagligt læses af alle slags mennesker. En gammel bog, der bliver ved med at vække nysgerrighed, begejstring, tro og tvivl, giver fred, og forarger. De fleste kender historier fra Bibelen, men der er også ukendt stof, der måske fortjener at blive undersøgt. Vi vil se nærmere på Paulus, der var romer og jøde, velbevandret i den græske filosofi og romersk retorik, og måske det menneske, der bragte kristendommen ud til verden. Paulus’ tekster er de ældste i Det nye Testamente, skrevet før evangelierne, har form som breve, men en dybde, der selv i dag holder teologer beskæftiget, og læses til opbyggelse, forundring og indimellem modsigelse. Teksterne har skiftende karakter og indhold; historier, breve, bekendelser, diskussioner, etik og dogmatik. Vi vil derfor også gå til sagen på forskellig måde, og læse, ikke kun for at blive klogere, men for at finde ’åndelig føde’. Alle, uanset forudsætninger, kan være med. Det er undren over, at ’Guds ord er en lygte for min fod, et lys på min vej’, og forundring over, at ’Guds ord skaber, hvad det nævner’, der driver os. Kom og vær med torsdage: 23/1, 6/2, 20/2, 6/3, 20/3 Kl. 19.30-21 i Holte Kirkes sognegård, Solbakken 56   Meld gerne din interesse og spørgsmål til sognepræst, Christian Fink Tolstrup, CFT@km.dk