13
Maj
Koncert med Engelske Masquedanse
Tidspunkt
kl. 20:00Adresse
Vor Frue Kirke,
Gl Torv 1,
5800 Nyborg
Beskrivelse
BarokBureauet spiller 'An english Masque'. Ensemblet består af Lene Langballe, zink og blokfløjte, Poul Høxbro på pibe og tromme, fløjter og slagtøj samt Anne Kirstine Mathiesen på orgel. Vi tager publikum gennem de forskellige sindsstemninger, der er at finde i tidens repertoire. Der er musik til dans, til sorgløs glæde, til eftertænksomhed, til kamp, til melankoli, til sorg og meget mere. En Masque er samling af lyrik, der scenisk og dramatisk er opsat i anledning af et bal. Masquen består af en kombination af tale, dans, sang og musik. Dansen er en hovedingrediens, og selve dansegruppen (kaldet “masquers”) består varierende af mellem 8 - 16 dansere, ofte flere dansegrupper, og disse ville typisk være hoffets medlemmer, adelsfolk der altså således indgik i forestillingen. Dansernes rolle var at sætte rammen om det hele, de hverken sang eller talte, men bar historien via deres overdådige kostumer og ofte imponerende koreografier. Man skal altså forestille sig en “happening”, hvor selve hoffet indgår, hvilket i vores tid ville være tæt på utænkeligt. Uden digter og skuespilsforfatter Ben Johnson (1572-1637) ville den særlige Engelske Masque ikke være overleveret som en egentlig dramatisk form. Ben Johnson var en nær ven af Shakespeare, og i tæt kontakt med alt hvad der rørte sig i skuespil og i musikkens verden. Takket være hans udførlige beskrivelser af både indhold og scenografi, er det muligt efter 400 år at forestille sig disse opførelser, der hver gang var vidt forskellige, med vekslende temaer og medvirkende. Blandt komponisterne finder vi Hugh Ashton, S. Scheidt, T. Morley, Dowland, W. Byrd og Michael Praetorius samt ikke mindst danse fra John Playfords The English Dancing Master. Lene Langballe studerede blokfløjte på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København hos Vicki Boeckmann. Herefter studier hos Pedro Memelsdorff i Milano med afsluttende diplom i 1997. Videre studier på Schola Cantorum i Basel hos Conrad Steinmann og Bruce Dickey. Yderligere specialisering i Paris hos Jens Tubery og William Dongois. Aktiv koncertudøver i samarbejde med Europas førende ensembler for tidlig musik, erfaren underviser ved DKDM på MGK og musikskole. Anne Kirstine Mathiesen er organist ved Sct. Nicolai Kirke, Køge siden 1992. Uddannet i orgel- og solistklassen på det Kgl. Danske Musikkonservatorium med blandt andre Professor Hans Fagius, Jørgen Ernst Hansen og Jesper Madsen som lærere. Efterspurgt orgelsolist og kammermusiker og som akkompagnatør for mange af hovedstadens større korensembler i både ind- og udland. Hendes seneste soloorgel-CD er ’Souvenir’ med værker af Marcel Dupré. Poul Høxbro er en ægte musikalsk og kunstnerisk pionér, og han har formået at løfte middelalderens instrumentkombination af fløjte-&-tromme ud af raritetskabinettet og ført den frem til vidt forskellige koncertscener. Han har ledet flere projekter med barokorkestret Concerto Copenhagen; Poul er en meget efterspurgt musiker; senest som musikkonsulent, og han spillede både horn og fløjter på Robert Eggers film, “The Northman” (Universal Pictures, 2022). Hans seneste album er 'Borne by the Wind' med solostykker for den kinesiske xun-fløjte. Billet kan købes på kirkens hjemmeside eller ved døren.