10
Mar

”Jeanne d’Arc’s lidelse og død” stumfilm med orgelmusik

Tidspunkt
kl. 19:00 - 20:30
Adresse
Grindsted Kirke, Kirkegade 1, 7200 Grindsted
Beskrivelse
Fremvisning i Grindsted Kirke af mesterværket ”Jeanne d’Arc’s lidelse og død” (1928) - en stumfilm af Carl Th. Dreyer. Denne aften slår Grindsted Kirke dørene op for en spændende film- og musikaften. Torben Krebs improviserer på Grindsted Kirkes store orgel til fremvisning af Carl Th. Dreyers mesterværk, stumfilmen ”Jeanne d’Arc’s lidelse og død” fra 1928. Stumfilm fra filmhistoriens første årtier har i de senere år fået en renæssance. I sagens natur havde filmene intet lydspor og blev derfor vist med levende musikalsk ledsagelse. Således også ved denne fremvisning, hvor ”lydsiden” skabes i nu’et i form af improviseret musik. Aftenens solist Torben Krebs har specialiseret sig i at improvisere orgelmusik til stumfilm, hvorved de gamle film får en fornyet aktualitet. Carl Th. Dreyer skildrer retssagen mod Jeanne d'Arc i 1431, og den var ved sin fremkomst banebrydende med sit psykologiske portræt af en religiøs helgeninde. Hun bliver en brik i et storpolitisk spil og ofrer livet for sin tro. Samtidig var filmen stilistisk nytænkende med sin brug af skarpe nærbilleder, der sætter fokus på det menneskelige ansigt, hvor de sjælelige dramaer udspiller sig med voldsom intensitet. Som Dreyer sagde: "Alt menneskeligt udtrykkes i ansigtet, idet ansigtet er sjælens spejl". Filmens spilletid er 97 minutter. Torben Krebs er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium i Odense med debut i Grundtvigs Kirke i København i 1992. Efterfølgende studier i ind- og udland. Finalist, prisvinder og senere jurymedlem ved internationale orgelkonkurrencer i England og Italien. Aktiv som koncertsolist i både rytmisk og klassisk sammenhæng og har givet koncerter i Europa og USA. Foruden sit virke som orgelsolist er han kirkeministeriel orgelkonsulent for Vestdanmark, i hvilken egenskab han rådgiver menighedsråd i orgelsager. Siden foråret 2023 organist ved Helligaandskirken i Faaborg.