01
Apr
Midtdjurs onsdagscafé: Kunst i kirken
Tidspunkt
kl. 14:00 - 16:00Sted
Nødager Sognehus, Sognevejen 10, 8560 KolindBeskrivelse
Nødager Kirke og Nødager Sognehus Kunst i kirken v/Helle Børsen Nødager Kirke lægger i perioden 25. marts – 6. april ramme til en påskekunstudstilling med overskriften: Fællesskab – ensomhed – håb. Udstillingen er speciel på den måde, at lokale kunstnere og kunsthåndværkere har lavet et værk, der har med et af påskens temaer at gøre, fx nadveren og dens fællesskab; ensomheden i Getsemene have, forræderiet af Judas, følelsen af at være helt fortabt, da Jesus hang på korset; håbet og glæden ved opstandelsen og budskabet om, at kærligheden overvinder døden. Påsken er den største kristne højtid og en grundfortælling i den danske kultur. Den handler om livets store spørgsmål og om nære menneskelige erfaringer; håb, forsoning, tilgivelse, fællesskab, tro på livet, men også om svigt, ensomhed, lidelse og død. Vi mødes i Nødager Kirke, hvor kirke- og kulturmedarbejder Helle Børsen vil fortælle om baggrunden for udstillingen og uddybe nogle af værkerne og tankerne bag. Herefter går vi i Nødager Sognehus og får kaffe og kage. Midtdjurs onsdagscafé er inspireret af Grundtvigs tanker om højskolen som en Skole for Livet med oplysning til alle - om historie, om fællesskabets betydning, om at være menneske og meget, meget andet. Dagen starter med en sang fra højskolesangbogen og præsentation af dagens oplæg. Efter ca. 45 min. er der en halv times kaffepause med kaffe, sødt og god tid til snak. Vi slutter eftermiddagen af kl. 16.00. Der er ingen tilmelding, man møder bare op. Kaffe og sødt koster 25 kr.