18
Mar
Foredrag: Nærdødsoplevelser og kristendommen
Tidspunkt
kl. 19:00Sted
KonfirmandstuenBeskrivelse
Gratis foredrag. I vores tid spiller nærdødsoplevelser en stadig større rolle i den offentlige bevidsthed. Mange, der har været døden nær, for eksempel i forbindelse med et hjertestop på operationsbordet, kan berette, at de har oplevet de typiske elementer i en nærdødsoplevelse: De forlader kroppen og bevæger sig igennem en lang tunnel. For enden af tunnelen er der et lys, der bliver stadig stærkere, dog uden at virke blændende. Lyset viser sig til sidst som et ”lysvæsen” (af nogle nærdødsoplevere identificeret som Jesus), der udstråler en stærk kærlighed. Sjælen er fuldstændig fri for de fysiske smerter, som den oplevede på operationsbordet, da den var bundet til en fysisk krop. Den føler en fred, en frihed og en lykke, som er helt ubeskrivelig. Hvad skal vi mene om disse nærdødsoplevelser? Kan de forenes med kristendommen? Og hvad siger Bibelen egentlig om livet efter døden? Foredragsholderen mener, at der findes nogle bibelsteder, som er i overensstemmelse med nærdødsoplevelserne, og at der er gode muligheder for at forene nærdødsoplevelserne, forstået som ægte åndelige oplevelser, med kristendommen. Karl Aage Kirkegaard er bla. forfatter og foredragsholder, cand. theol. og cand. mag. i religion og dansk, samt tidligere gymnasielærer. Kom til et spændende foredrag onsdag d. 18.marts kl. 19 i konfirmandstuen. Kaffe og kage 40 kr. vel mødt!