17
Sep
MC Hansen: En nutidig visesanger og troubadour
Tidspunkt
kl. 19:30 - 20:30Adresse
Lønstrup Kirke,
Lønstrup Kirkevej 8,
9800 Hjørring
Beskrivelse
Forestil dig John Steinbeck læse højt på Benny Andersens terrasse, mens Niels Hausgaard fortæller jokes til Carl Nielsen, der spiller på klaveret. Sådan har nogen engang beskrevet det, vi denne aften skal opleve, når visesanger og troubadour MC Hansen gæster Lønstrup Kirke. M.C. Hansen er prisvindende singer-songwriter og historiefortæller. For han er vild med at fortælle historier, vild med at høre dem og vild med at finde på dem. ”Der er historien om min morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Der er historien om terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Eller den om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Ugledige og blev hovedperson i Danmarkshistoriens næstsidste offentlige henrettelse," fortæller han. MC Hansens univers er befolket med originaler fra hans hjemstavn ved Præstø Fjord. Med par, der længes efter forældreskabet. Katte, der bliver kørt over ved købmand Flemmings butik og det meste derimellem. Siden 2024 har han haft sin makker Jacob Chano med på scenen på trommer, keyboard, klaver eller korsang.