08
Jan
Nordiske Nytårsklange i Humlebæk Kirke
Tidspunkt
kl. 17:00Adresse
Humlebæk Kirke,
Humlebæk Strandvej 21A,
3050 Humlebæk
Beskrivelse
Det nye år begynder i stor stil, når den lokale koncertpianist Pål Eide inviterer en række af sine nære musikalske samarbejdspartnere med til koncert. Den norskfødte pianist har haft hjemme i Humlebæk i de sidste 26 år, og denne eftermiddag samler han nogle af de musikere, han gennem de senere år har haft et tæt kunstnerisk samarbejde med. Publikum kan glæde sig til en farverig musikalsk rejse gennem Norden – fra Grieg og Sibelius til vor tids nordiske komponister, fra inderlig sang og drømmende klavermusik til folketoner, jazz og musik med glimt i øjet. Pål Eide er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har bl.a. studeret hos den legendariske russiske pianist Tatjana Nikolajeva i Moskva. Som solist og kammermusiker har han gennem mange år haft den nordiske musik som et naturligt omdrejningspunkt og har i de senere år udviklet projekter, hvor den klassiske nordiske musik møder nye værker og musikalske forbindelser. Med sig til Humlebæk har han tre af sine faste musikalske partnere. Cellisten Tobias van der Pals debuterede sammen med Pål Eide som duo i Carnegie Hall i New York i 2022, og de har siden udviklet et nært musikalsk samarbejde. Ved koncerten spiller de bl.a. Sibelius' intense og dybt udtryksfulde Malinconia samt nyere musik med rødder i den nordiske folketone og inspiration fra jazz. En af verdens førende blokfløjtenister, Michala Petri, har gennem sin lange karriere optrådt over hele verden og dannede sidste år en ny duo med Pål Eide. Sammen spiller de musik af Grieg og den franske komponist Édouard Lalos festlige og virtuose Fantasie norvégienne. Eric KlitgaardMezzosopranen Nana Bugge Rasmussen medvirker i musik fra Griegs udtryksfulde Haugtussa, hvor Tobias van der Pals' cello føjer en ny klanglig dimension til sangene om Veslemøy, kærligheden og den norske naturkraft. Der bliver også plads til intens jazzfeeling, når Jesper Holm bidrager med sin legende og improvisatoriske musikalitet, mens de lokale musikere Jens og Isabel Carlander medvirker. Det bliver en nytårskoncert med både eftertanke og livsglæde – musik, der kan være inderlig og melankolsk det ene øjeblik og let, folkelig og festlig det næste. Der er gratis adgang, alle er velkomne. Koncerten er arrangeret af Carlander Productions i samarbejde med Humlebæk Kirke. Koncerten er støttet af Statens Kunstfond og Fredensborg Kommunes Kulturpulje.