22
Okt
Foredrag med Borsjtj
Tidspunkt
kl. 18:30Adresse
Hellested sognehus ,
Peder Syv Vej 3,
Hellested,
4652 Hårlev
Beskrivelse
Mange har det sådan, at de på grund af
krigen mod Ukraine ikke orker at høre
noget om Rusland.
Men Thomas Køhler, som bor i Vemmetofte,
er en af de danskere, der kender
Rusland og Ukraine særdeles godt. Han
har rejst og arbejdet i landene gennem 30
år før krigen – Og vi inviterer til en særlig
aften, hvor han fortæller: om den første
familie, han lærte at kende i Moskva, om
middelalderbyerne Moskva og Kyiv, og
om landenes lange fælles skæbne.
Thomas tager os med gennem Moskvas
og Kyivs gader og ud på floderne, der
binder landene sammen som vandveje fra
Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske
Hav.
Og Thomas tager os med ind i køkkenet,
hvor de bedste historier som regel høres
og fortælles. Derfor byder vi også på den
ukrainske rødbedesuppe borsjtj ud fra en
af Thomas’ egne opskrifter. I mange år
havde Thomas kun fået den serveret og
betragtede det som lidt af en gåde, hvordan
den egentlig blev til, indtil han satte
sig for at finde ud af det.
Han deler hemmeligheden med os under
foredraget, mens vi spiser suppen.
Den kan laves på mange
måder. Hver husmor har
sin variant. Den kan laves
på oksekød, fisk eller
vegetarisk. Hovedingrediensen
er rødbeder.
Den ukrainske borsjtj er
med kartofler, den russiske
uden. Navnet kommer af borsjtjevik
– ikke bolsjevik – som betyder bjørneklo,
som den oprindelige borsjtj i vikingetiden
blev lavet af.
Thomas Køhler har i mange år været
rejseleder med Rusland og Ukraine som
rejsemål indtil 2020, da coronaen og
siden krigen tvang ham til at skifte spor
til et liv på Stevns, hvor han nu arbejder
som hjemmehjælper. Han skrev i 2018
kogebogen Ruslands Køkken. Thomas
står i køkkenet og laver borsjtj inden
foredraget. Kom og få en portion og lyt til
hans fortællinger.
Alle er velkomne og det er gratis.