09
Apr
Matador i ord og toner – Koncertforedrag i caféen ved Multihallen
Tidspunkt
kl. 19:00 - 22:00Sted
Caféen ved Multihallen i Harlev, 8462 Harlev JBeskrivelse
Røde synger om de tre musikanter ved sit bryllup med Agnes. Kresten Skjern spiller Leo Mathiesen for Elisabeth Friis, og ved Varnæs’ sølvbryllup har konsulinden skrevet en sang på ”Sølvstænk i dit gyldne hår”. Serien Matador er krydret med sang og musik, som bliver spillet på Postgaarden eller toner ud af radioer og grammofoner i Korsbæk. Vi får et genhør med en del af det, når Toner af Guld holder koncertforedrag i Caféen ved Multihallen i Harlev. Toner af Guld består af sanger Helle Skovkjær og organist Dynes Skovkjær, der vil guide publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929 til 1947. Periodens genrer er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Tidens toner fra Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama. Numrene bindes sammen af små fortællinger om den succesrige TV-serie, musikken og perioden. De integrerede fællessange afrundes på festlig vis med Konsulinde Holms sølvbryllupssang til Maude og Hans Christian Varnæs. Aftenen byder på to gange 45 minutters underholdning. Og for dem, der vil i den helt rette stemning, tilbyder Caféen kl. 18 mod betaling et lækkert måltid tilberedt helt i Lauras ånd.