06
Jun

Torsdagsoaser: Evensong

Tidspunkt
kl. 19:00
Præst
Gaute Grimeland
Adresse
Glostrup Kirke, Kirkepladsen1, 2600 Glostrup
Beskrivelse
Vi tænder lys i kirkens smukke lystræ, når sognepræst Gaute Grimeland og organist Marcel Gaul inviterer til en stemningsfuld aftengudstjeneste i Glostrup kirke. Vi vil synge sammen, og lytte til skønne toner fra kirkens kor. Evensong er et ord der er hentet fra England og den anglikanske kirke. Det betyder aftensang, og betegner en gudstjeneste der holdes lige inden solnedgang. Som navnet tilsiger, har sangen, både fra præsten, koret og menigheden, en helt central plads i denne form for gudstjeneste. Evensong svarer til det mange kender fra den katolske kirke som Vesper. En fast del af liturgien til en Evensong er salmerne fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, også kaldet Davidsalmerne. I tre tusind år har disse poetiske tekster blevet læst og sunget af jøder og kristne, til hverdag og fest, i sorg og i glæde. I klostrene udgør Davidsalmerne det hellige Officium, hvor man synger sig igennem alle 150 salmer hver eneste uge. Som al stor litteratur overskrider Davidsalmerne tidens afgrund. De beskriver menneskets grundvilkår. Og de ændrer sig ikke, selv om meget andet gør. Menigheden deltager aktivt under en Evensong, hvor meget af liturgien foregår som en vekselsang imellem præst og menighed. Men bare rolig: Organisten og korsangerne fører an, så alle kan være med! Og vi kommer også til at synge nogle af de kendte og kære salmer fra Salmebogen. Til Evensong vil der også være altergang.