Kirkens historie
Gedser Kirke
Da Gedser efter 1886, og navnlig efter 1903, voksede op til et bysamfund på 1000-1200 beboere, føltes savnet af en kirke stærkt, for som kronprins Frederik (Fr. VIII) sagde i en samtale med en kone i Gedser: Der er for langt til Gedesby, og "det er godt at høre Guds ord en gang imellem".
I 1907 blev der nedsat en kirkekomité med den daværende sognepræst Looft som formand, og palmesøndag 1915 kunne Gedser kirke indvies.
Som arkitekt havde man fundet den senere så berømte Peder Vilhelm Jensen Klint. Når man ser kirkens indgang fra øst med de gule mursten og de opadstræbende linjer som orgelpiber, fornemmer man at kirken er et forarbejde til den otte år senere påbegyndte Grundtvigskirke.
Indvendig hører ligheden op, med træhvælvingerne, der er opbygget som et omvendt træskib med spanter med henblik på færge- og havnebyen. Inventaret er fra kirkens bygning, ret enkelt, men nøje gennemtænkt af Jensen Klint.
Den smukke granitdøbefont som skolebørnene var med til at samle ind til. Og ikke mindst den syvarmede lysestage (hvoraf der findes en kopi i Grundtvigskirken).Her er det gamle jødiske symbol blevet til en stærk Kristusforkyndelse: Fra den korte træstammeligende fod stiger i spidse vinkler de skrå grene, livstræet, men udfyldt af lodrette og vandrette linjer, der danner større og mindre kors. Så man fornemmer tanken: "Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod..."
Mest iøjnefaldende er nok det smukke kalkmaleri i korbuen. Da kirken blev bygget, var der ikke penge til at gøre noget ved korbuen, men ved hjælp af indsamling og gaver blev der i 1924 også på Jensen Klints råd midler til at engagere en dengang ung og ukendt maler, den senere professor Elof Risebye. Kunstneren siger selv, at billedet er bygget over samme skriftssted som på altertavlen i Gedesby, Johs. 3,16 "Således elskede Gud verden, at Han gav sin søn, den enbårne..."
Kirkeskibet er en gave fra den daværende overfartsleder, kaptain I.C.Petersen omkring 1923. Kirkeklokken er også fra 1915 og har indskriften, som kunne gælde alle tre kirker, når der kaldes til gudstjeneste, nemlig fra lignelsen om >>det store Gæstebud<<, Lukas 14,17 "Kom, for nu er det rede."