15
Aug
Koncert m. Ægira Duo - Synæstesi og Ritualer - violin (DK) og klaver (US)
Tidspunkt
kl. 17:00Adresse
Fredens Kirke,
Skibhusvej 162,
5000 Odense C
Beskrivelse
Synæstesi og RitualerVerdenspremierer fra Danmark og New York “Synæstesi og Ritualer” inviterer publikum til en helt særlig multisensorisk og meditativ koncertoplevelse. Koncerten byder på fem verdenspremierer skrevet til Ægira Duo med musik af førende komponister fra miljøerne for samtidsmusik i Danmark og New York. Hvad sker der, når ny klassisk musik tager form af ritual? Kan tid, fænomener - og selve virkelighedens væsen - udforskes og opleves gennem lyd som medium? Ægira Duo — violinist Anne Sophie Andersen og pianist Andrea Christie — har sat sig for at udforske disse spørgsmål kreativt gennem en cyklus af nye værker for violin og klaver. Spørgsmålene belyses fra to forskellige vinkler: synæstesi og ceremoni. Som synæstetiker fremkalder lyde visuelle indtryk hos Anne Sophie. Dette har inspireret en koncertoplevelse, der tager udgangspunkt i musik som billede eller kropslig følelse, samt en fælles interesse blandt komponisterne for meditativ praksis og naturfænomener. Programmet byder på værker af Nirmali Fenn, Sunny Knable, Santiago Rueda-García, Sophie Søs Meyer, Derek Weagle og Ægira Duo selv. Ny musik på tværs af Atlanten Projektet samler værker af syv komponister fra begge sider af Atlanterhavet i ét koncertprogram og skaber derigennem kulturel udveksling mellem Danmark og New York. Komponisterne præsenterer hver især deres helt egen kreative tilgang til de overordnede temaer, med udgangspunkt i deres forskellige baggrunde, kunstneriske interesser og personlige forhold til ceremoni. Derek Weagle, hvis praksis bevæger sig mellem komposition og lydhealing, er med til at skabe koncertens struktur sammen med duoen. De har komponeret den rituelle ramme, der samler de seks værker i en enkelt sammenhængende form: et lydlandskab bestående af syngeskåle, gonger, klokkespil, elektronik og menneskestemmer, der er inspireret af traditioner, hvor lyd ikke blot høres men også bebos. Ny klassisk musik møder guidet lydritual Koncerten indledes med en guidet meditation, der inviterer publikum ind i en fælles følelse af åbenhed, inden musikken begynder. Derfra glider værkerne over i hinanden uden pause — flettet sammen gennem improvisationer og poetisk tekst, skrevet af projektets komponister i fællesskab og oplæst af Ægira mellem værkerne. Helheden placerer publikum i krydsfeltet mellem koncert og ceremoni, forankret i traditioner for ritualer og lydhealing. Gennem hele programmet belyses ritual som koncept fra radikalt forskellige vinkler: gamle danseformer, cyklisk tid, træringe som metafor for healing af traumer, det kinesiske Wǔxíng-system med fem elementer, subtile bevægelser hos dyrekredsens dyr (træslangen og ildhesten), bølge-partikel-dualiteten i kvantefysikken samt en bækkeninstallation, der forvandler klaveret til en levende lydskulptur, der svinger mellem billede og lyd som bærende identitet. “Synæstesi og Ritualer” har premiere i august 2026 med forestillinger i Aarhus, Odense og København. Ægira Duo aegiraduo.comViolinist Anne Sophie Andersen (Danmark) og pianist Andrea Christie (USA/Canada) debuterede som duo i 2017 på National Sawdust, et af New Yorks førende spillesteder for ny musik. Duoen er kendt for sin passionerede, virtuose og lyriske spillestil og har optrådt på spillesteder som Carnegie Halls Weill Recital Hall, Harpa i Reykjavik og Scandinavia House i New York – blandt andet sammen med medlemmer af den Grammy-vindende Emerson String Quartet. Ægira Duos sæson 2026/27 omfatter en Danmarksturné med “Synæstesi og Ritualer” i Aarhus, Odense og København i august samt koncerter i Oslo og Aarhus i oktober/november. I 2027 giver duoen USA premiere på “Synæstesi og Ritualer” i Queens, New York. Violinist og komponist Anne Sophie Andersen – der af The Strad er blevet rost for sit “passionerede spil” og sin “præcise udførelse” – er kunstnerisk leder af den internationale “New Music for Strings” festival og koncertmester i Aarhus Kammerorkester. Højdepunkter fra sæsonen 2025-2026 inkluderer uropførelsen af hendes egen violinkoncert som solist med Aarhus Kammerorkester (2025), udgivelsen af hendes soloalbum for violin “Seasons” (Sound Vision Lab, 2024), samt koncertturnéer i Danmark, Sverige og Bosnien med “Oscillations” koncertprojektet med Duo Knarborg/Andersen (violin og slagtøj). Anne Sophie er tidligere foredragsholder ved TEDxSBU om sin forskning i synæstesi og modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat samt Stony Brook Universitys Samuel Baron pris. Hun har afholdt koncerter og masterclasses ved Banja Luka Universitet (Bosnien), Hong Kong Baptist University og Universitetet i Cuenca (Ecuador) Pianist Andrea Christie – der af La Scena Musicale er blevet hyldet som en “strålende stjerne … der med sit præcise og teknisk dygtige spil bidrager til albummets mest fængslende øjeblikke” – er medlem af de New York-baserede ensembler The Parhelion Trio, der af New York Concert Review er blevet rost som “fremragende”, og The Curiosity Cabinet. Højdepunkter fra den seneste sæson omfatter hendes debutalbum “Dark Imagining” (juni 2026) på pladeselskabet Bright Shiny Things sammen med komponisten Jeff Myers og sopranen Rachel Schutz samt en serie på fem soloklaverkoncerter i New York, “The Curiosity Cabinet presents The Extinction Series: Solo Piano Edition” (maj 2026). Dr. Christie er lektor i moderne udøvelsespraksis og klaverpædagogik ved Rutgers University og adjungeret professor i klaverstudier ved Adelphi University. Anne Sophie og Andrea mødtes som ph.d.-studerende og færdiggjorde begge deres doktorgrad i musik (Doctor of Musical Arts) med speciale i performance ved Stony Brook University.