Særgudstjeneste m. salmer af N.F.S. Grundtvig

kl. 16:00

Bregninge Kirke, Kirkebakken 2A, 5700 Svendborg

I den fjerde og sidste gudstjeneste i rækken af særgudstjenester med salmer af de største danske salmedigtere skal det handle om Nikolai Frederik Severin Grundtvig. N.F.S. Grundtvig er suverænt den største bidragsyder til Den Danske Salmebog med både originale salmer og nydigtende oversættelser fra en hel række sprog. Det skønnes, at han skrev omtrent 1.500 salmer i løbet af sit liv – ved siden af hans uforligneligt store skriftlige produktivitet i øvrigt. Ikke alle de mange salmer er selvsagt lige uovertrufne, men mange af de salmer, der betragtes som kernesalmer, kommer dog fra Grundtvigs hånd. At der er et genkendeligt præg i hans salmer, bliver tydeligere, desto flere af dem, man lærer at kende. Der er gerne et forholdsvis bombastisk billedsprog på færde, båret af fortættede udtryk i form af sammensatte substantiver. Det finder vi fx i Tag det sorte kors fra graven og Lovsynger Herren, min mund og mit indre, hvor disse ord optræder: ”Palmefugl for askekrukke”, ”Guddoms-manden”, ”støvtråde-værket”, ”evigheds-blomst”. Selvom Grundtvigs digtning stammer fra 1800-tallet, er den tit mere fremmedartet eller utilgængelig end Kingos eller navnlig Brorsons fra henholdsvis 1600- og 1700-tallet. Det skyldes ikke mindst det bevidst gammeldags sprog og den vanskelige sætningsopbygning, han gerne benytter. Men selvom Grundtvigs salmeskat kan være formmæssigt særpræget, rammer den mange. Det skyldes måske, at salmernes anliggende ofte er at drage Guds virkelighed helt tæt på os, der synger dem, ja, deres funktion er at understrege Guds nærvær i gudstjenesten. Salmerne handler på den måde ikke blot om en historisk virkelighed, om hvad der skete engang, men binder de historiske hændelser, som er distancerede fra os, sammen med vores situation i gudstjenestens her og nu og forrykker perspektivet fra en betragtende tredjeperson til deltagerens perspektiv i førsteperson. For Grundtvig er historien i det hele taget flettet sammen med – og af – Guds nærvær. Den kan sammenlignes med et stykke papir, som man folder om sig selv, så dets ender mødes, hvorefter man stikker en blyant tværs igennem. Denne blyant, eller linje, der således går tværs igennem historien, er Gud, der i Jesus Kristus har bundet sig til alt menneskeligt. Deri ligger også en gennemgående teologisk pointe, som kommer klart til udtryk i salmen O kristelighed, nemlig at gudsriget ikke kun er en fremtidig, overjordisk forseelse. Derfor er kristenlivet heller ikke en verdensforsagende venteposition, men er derimod den rette udfoldelse af det skabte liv her på jorden, hvor gudsriget allerede har gjort sit indtog i det omfang, at Guds kærlighed hersker: ”Mit land, siger Herren, er og himmel og jord, hvor kærlighed bor.” Livet som menneske leves ret, når det leves i det kristne håb på baggrund af Guds kærlighed. Livet på jorden er på den måde en foregribelse af det kommende, evige liv, som er forjættet, men som netop kun kan sige os mennesker noget, fordi vi har en forudanelse om, hvad det indeholder. Vi må med andre ord have en forventning om det gode, som Gud har i vente til os, for at vi kan glæde os til det. Dén forventning næres af alt det gode, som livet ”herneden” er fyldt af, og derfor bæres Grundtvigs salmer ofte af en dobbeltsidighed, så vi bevæges fra et udgangspunkt i vores fællesmenneskelige erfaringer og føres over i en lovprisning af det kommende. Sognepræst Bjarke Lynning Nielsen