12
Nov

Salmer og Mælk - En oplæsnings-koncert for orgel og fortæller

Tidspunkt
kl. 19:30 - 21:00
Adresse
Øsløs Kirke, Øsløs Kirke Vej 1, 7742 Vesløs
Beskrivelse
Salmer og mælk. -En oplæsningskoncert for orgel og fortæller, med Margrethe Højlund og Svend Ole Kombak. Salmer og mælk…? Hvor mystisk kan det blive! Hvad kan de to ting dog have med hinanden at gøre? Ja, mælken er ikke den i Arla-kartonner du kan købe i Vesløs Brugs, men den livgivende mælk fra en ammende kvinde. Og salmerne? De er heller ikke hvad du måske tror: dem fra salmebogen. Men gamle tekster der blev skrevet for flere tusind år siden, af salmeskrivere og digtere vi kalder ’salmisten’, og som vi kan læse i den del af Det Gamle Testamente der hedder ’Salmernes bog’. Men det er salmer der, trods at de er skrevet i en helt anden tid, gennem århundrede har inspireret vore salmedigtere, fra Thomas Kingo, til moderne gospelkomponister. Inspirationen, og de fleste af teksterne til denne oplæsningskoncert, kommer fra en lille bog der blev udgivet på forlaget Eksistensen i 2024. Den hedder også ’Salmernes bog’ og er skrevet af teolog og præst Louise Franklin Højlund. Hun blev bedt om at læse sig ind i de gammeltestamentlige salmer ,og give et personligt bud på hvor de mødte hende. Det gjorde hun det år hvor hun ammede sit fjerde barn, og samtidigt genoversatte mange af teksterne fra hebræisk. Det kom der en både inspirerende, tilgængelig og favnende lille bog ud af, hvor hele spørgsmålet om hvad der kan være en salme, og hvordan vi kan møde kristendommen, aktualiseres med udgangspunkt i den ammende og reflekterende kvindes konfrontationer med teksterne og den verden hun lever i. Der læses, udover uddrag fra ’Salmernes bog’, også enkelte digte af den danske digter Ursula Andkjær Olsen, og musikken, som organisten ved Thisted kirke Svend Ole Kombak, står for, veksler mellem kendte koralmelodier, og lidt større orgelstykker, afhængig af de muligheder som kirkens orgel giver, det sted hvor der spilles. Det hele sammenkædes med en formidling af oplæsningskoncertens ophavskvinde,fortæller og tidligere kirke-kulturmedarbejder Margrethe Højlund. Hun leder os gennem de tekster hun har sat sammen, så alle uanset deres kendskab til bibeltekster og poesi, fødsel og amning, forhåbentlig kan opleve ’Salmer og mælk’ som vedkommende og inspirerende. Der startes med en fællessalme, og det hele varer ca.90 min.