05
Feb

Koncert med sanger Helene Blum & Duo Askou//Andersen

Tidspunkt
kl. 19:30
Adresse
Ansgars Kirke, Sdr. Boulevard 1, 5000 Odense C
Beskrivelse
Denne aften venter en stemningsfuld koncert i vintermørket, når klassiske Duo Askou//Andersen på violin og accordeon sammen med folkesangerinde Helene Blum spiller et hjertevarmt program specielt sammensat til lejligheden med "Hjertets Melodier". På svensk kaldes Valentinsdag i februar for "Alla Hjärtans Dag" og i Finland for "Vennens Dag" - så kom og fejr venskab og kærlighed med Hjertets Melodier - som så mange digtere og komponister har skrevet om gennem tiden. Ord og toner smelter sammen i en højere enhed, når den navnkundige folkesangerinde Helene Blum sammen med de to klassiske instrumentalister, Hanne Askou og Frode Andersen, fortolker hjertets sange med tekster af bl.a. B.S. Ingemann, Jeppe Aakjær, Brorson, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen, Jens Rosendal og Stine Pilgaard blandet med instrumentale numre og klassiske stykker virtuost arrangeret for violin og accordeon. Sange og musik med hjertet som omdrejningspunkt! Helene Blum har været med til at give begrebet dansk folkemusik ny betydning. Hendes nutidige og vedkommende fortolkninger af traditionelle sange åbenbarer den danske sangskats tidløse skønhed. Dette sammenholdt med en klar og udtryksfuld stemme har gjort hende til en anerkendt kunstner, der har erobret et begejstret publikum både i Danmark, Europa, USA, Canada og Japan. Nutidig lyrik, kunst, nordiske folkesagn og ikke mindst naturen på hjemøen Fyn hører til blandt inspirationskilderne, med hvilke hun forbinder sig stærkt. Violinist Hanne Askou og Frode Andersen, accordeon, har arbejdet fast sammen siden 2010. Som duo har de spillet et utal af kirkekoncerter, på musikfestivaler og i kammermusikforeninger landet over. De har spillet koncerter i landets største koncertsale som DR Koncerthuset og Musikhuset Aarhus og live i DR P2’s studie – og på landets allermindste øer, kirker og i private haver og foreninger. Begge musikere er diplom- og solistuddannede fra musikkonservatoriet, og de har hver især et meget alsidigt virke i dansk musikliv. Sammen sætter de nye standarder for formidling af dansk kultur og klassisk musik og har udviklet koncertforedrag om emner som Carl Nielsen, Kai Normann Andersen, Jens Rosendal, årstider og højtider, Højskolesangbogen, nordisk folkemusik, m.m., og duoen har udgivet 4 albums i eget navn. Billetter á 100 kr. kan købes på Salg - Hjertets Melodier – koncert med Helene Blum & Duo Askou // Andersen samt i døren på koncertdagen fra kl. 18.45, når dørene åbner. Efter koncerten er Ansgars Kirke vært ved et glas i koncertcaféen.