04
Dec
TorsdagsCaféen
Tidspunkt
kl. 14:00Adresse
Vor Frue Kirke,
Frue Kirkestræde 10,
5000 Odense C
Beskrivelse
Hver anden torsdag kl. 14-16 mødes vi i TorsdagsCaféen for at tilbringe et par timer i hinandens selskab. Vi begynder med en kort andagt i kirken, hvorefter vi går over i sognehuset til kaffebord med hjemmebag, snak, sang og foredrag. Det er gratis at deltage og alle er velkomne __ GLADE JUL— FOREDRAG OG FÆLLESSANG 4.december Kunsthistoriker og museumsinspektør Ellen Egemose byder på en medrivende oplevelse, når hun præsenterer nogle af kunstens betagende værker, der skildrer julen og vinteren. Glæd jer til en fortryllende eftermiddag fyldt med kunst, historie og fællessang. Denne eftermiddag tager kunsthistoriker Ellen Egemose os på en rejse gennem tid og rum. Vi vil blandt andet fordybe os i Viggo Johansens maleri "Glade jul" (1891), som fanger julens varme i en intim familiestund. Og vi vil opleve svenske juleforberedelser gennem Carl Larssons folkekære skildringer af familiens hjem Lilla Hyttnäs i Sundborn. Ellen Egemose er museumsinspektør på Kunstmuseum Brandts i Odense, og med en ph.d. i skandinavisk interiørmaleri fra slutningen af 1800-tallet er hun den helt rette til at folde disse værker ud. Eftermiddagen byder dog på mere end ren hygge. Også mere dystre billeder sniger sig ind og minder os om, hvorfor vi i vintermånederne søger lyset og fællesskabet for at holde mørket på afstand. Og hvad ville december være uden musik? Undervejs vil vi synge nogle af julens dejligste sange og salmer sammen. Kom og vær med til en eftermiddag, der udfolder julen og vinteren i kunsten, og lad jer rive med af Ellen Egemoses fortællinger og af fællessang, der bringer lys og glæde i vintermørket.