26
Jan

Gospelgudstjeneste med Conquerors

Tidspunkt
kl. 15:00
Præst
Søren Schiøler Linck
Adresse
Vordingborg Kirke, Kirketorvet 14A, 4760 Vordingborg
Beskrivelse
Velkommen til et musikalsk overflødighedshorn med Conquerors - et af Danmarks bedste gospelkor. Det københavnske kor, der er kendt i både ind- og udland, synger en blanding af funky, energiske gospelsange og smukke ballader. Til gospelgudstjenesten medvirker sognepræst Søren Schiøler  Linck i en skøn forening sammen med Conquerors -  der består af ca. 50 sangere fra hele Sjælland.  Conquerors er et ambitiøst kor med et bredt repertoire. Der bliver mulighed for at danse og klappe til tempofyldte amerikanske gospelsange. Eller lukke øjnene og nyde stille a Capella sange. Og synge med på kendte, men nyarrangerede gospelsalmer. Conquerors, med Claes Wegener i spidsen, er primus motor i at definere noget af det bedste og mest nyskabende på den danske gospelscene – og der er rift om pladserne, både som sanger i koret og når dørene åbnes til koncerter og workshops.  Koret har været vidt omkring og har bl.a. optrådt i USA, Tyskland, Italien og på Bahamas. Herhjemme har koret sunget i mange kirker og byer, været opvarmning for Basix i Århus Musikhus, sunget backingkor for Marie Carmen Koppel i Operaen, og for Rasmus i X-factor, vundet en sangkonkurrence på P2 og sunget med DR’s Pigekor.  I 2012 udgav Claes Wegener og Conquerors CD’en Gospelsalmer - et helt nyt koncept – at synge gospel baseret på danske salmetekster. Ideen med projektet er at bygge bro mellem den danske salmebog og den gospelmusik, som har fået tag i så mange danskere i de senere år. I december 2022 udgav koret to gospel-julesalmer og i skrivende stund har koret et igangværende nyt engelsksproget album-projekt.