27
Feb
FredagsCafé: "Nordvestbanen - fra projekt til bane gennem 150 år"
Tidspunkt
kl. 14:00Adresse
Vipperød sognegård,
Asmindrupvej 52,
4390 Vipperød
Beskrivelse
Den 2. oktober 1871 fik Det sjællandske Jernbaneselskab, der stod for anlægget af jernbanen København - Roskilde, åbnet 1847, og de øvrige jernbaneanlæg på Sjælland, koncession på anlægget af Nordvestbanen, Roskilde - Holbæk – Kalundborg. Banen skulle åbnes for trafik senest 31. december 1874. Herefter fulgte en debat om banens endelige linjeføring mellem Roskilde og Holbæk. Anlægget begyndte i juli 1872, men snart stødte man på vanskeligheder, bl.a. over mosen vest for Jyderup, hvor der var 30 alen til fast bund. Det lykkedes dog at åbne banen 30. december 1874 med et tog i hver retning, mens den festlige indvielse først fandt sted 29. juni 1875. Nordvestbanen er gennem årene udbygget, og i 2014 blev dobbeltsporet Roskilde – Holbæk taget i brug. Siden december 2024 kører der el-tog mellem Roskilde og Holbæk, mens strækningen til Kalundborg er ved at blive elektrificeret. Med Ole-Chr. M. Plum som ”rejseleder” får du billet til en mere end 150 år lang rejse om Nordvestbanen i fortid, nutid og fremtid, ikke mindst historien om Vipperød Station.