28
Okt

Samtalesalon i Sognegården - med Kirsten Bühler og Janne Mark

Tidspunkt
kl. 19:00
Adresse
Vipperød sognegård, Asmindrupvej 52, 4390 Vipperød
Beskrivelse
Samtalesaloner i Vipperød – Efterår 2025 Gæstfrihed som livsholdning I efteråret 2025 inviterer Kirkerne i Vipperød til tre samtalesaloner med temaet Gæstfrihed. Det bliver aftener med nærvær, eftertanke og fællesskab – og vi håber, du har lyst til at være med. Hvad er en samtalesalon? En samtalesalon er et åbent og inviterende rum, hvor mennesker mødes for at dele tanker, erfaringer og refleksioner over et fælles tema. Formålet er ikke at nå til enighed, men at åbne for nye perspektiver og skabe rum for ægte møder – både mellem deltagerne og med de inviterede oplægsholdere. Begrebet "samtalesalon" stammer fra 1600- og 1700-tallets Europa, hvor intellektuelle mødtes for at diskutere kunst, filosofi, politik og tro. I dag bruges samtalesaloner som en måde at fremme samtale, fællesskab og eftertanke i en ofte travl og fragmenteret verden. Gæstfrihed – mere end venlighed Med overskriften Gæstfrihed ønsker vi at åbne et rum for samtale om noget grundlæggende menneskeligt. Hvordan ser gæstfrihed ud i praksis – ikke kun som en gestus, men som en holdning, en måde at være til stede på, og måske som noget gensidigt? Vi spørger: Hvem byder vi velkommen? Hvordan tager vi imod hinanden? Hvad kræver det at åbne sit hjem, sit sind – og sit hjerte? Efterårets tre samtalesaloner Onsdag d. 17. september kl. 19.00 Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst samt forfatter, taler om mødet med den anden og om gæstfrihed som livspraksis og menneskesyn. Tirsdag d. 28. oktober kl. 19.00 Kirsten Bühler, diakon og sygeplejerske og Janne Mark, salmedigter og kirkemusiker, giver indblik i gæstfrihedens rolle i livets sårbare stunder – på hospice og i kirkerummet – med refleksion, fortælling og fællessang. Tirsdag d. 25. november kl. 19.00 Thyge Enevoldsen, diakonikonsulent, SSP-medarbejder og tidl. sognepræst, deler erfaringer om gæstfrihed som gensidighed og fællesskab, skabt i mødet med mennesker i livets forskellige situationer. Praktisk information Sted: Vipperød Sognegård, Asmindrupvej 52, 4390 Vipperød Tid: Alle arrangementer starter kl. 19.00 Der er gratis adgang, og vi byder på vin, vand og lidt at tygge på. Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op. Uanset om du er nysgerrig, spørgende, snakkende eller bare har lyst til at lytte – så er du hjerteligt velkommen.