15
Mar
Orgelkoncert - Lutter Bach
Tidspunkt
kl. 15:00Adresse
Værløse Kirke,
Højeloft Vænge 20,
3500 Værløse
Beskrivelse
Organisten Lars Sømod gæster Værløse Kirke med et program helliget Johann Sebastian Bachs tidløse og monumentale orgelmusik. Lars Sømod Jensen (*1966) regnes for en af sin generations fineste danske organister og har mere end 35 års erfaring som orgelsolist. Han har givet koncerter over hele Danmark samt i store dele af Nordeuropa, herunder i markante kirker som St. Clotilde i Paris. Siden begyndelsen af 2000-tallet har han været en central og markant skikkelse i dansk kirkemusikliv. Ud over sit virke som organist har Lars Sømod også gjort sig bemærket som komponist med en række kirkemusikalske værker. Blandt de mest opførte er Requiem – en sang om tab og tro (tekst af Ingrid Mejer Jensen), som i 2025 er udkommet i en indspilning med Vor Frelser Kirkes koncertkor og kantori, dirigeret af Sømod selv. Lars Sømod er uddannet organist og pianist fra Nordjysk Musikkonservatorium (1994) og debuterede i solistklassen på orgel fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1997. Han har desuden videreuddannet sig ved Royal Academy of Music i London hos Nicolas Danby og i Paris hos Naji Hakim. Som klokkenist er Sømod ligeledes særdeles efterspurgt. Siden 2007 har han haft ansvaret for klokkespillets musik i det ikoniske, snoede spir på Vor Frelsers Kirke i København, hvor han regelmæssigt opfører klokkespilskoncerter. Efter den store interesse for orgelkoncerten i 2024, hvor Værløse Kirkes organist Martin Åkerwall opførte et program udelukkende bestående af orgelværker af Johann Sebastian Bach, har der været ønske om flere Bach-koncerter i kirken. Dette ønske imødekommes nu. Med koncerten “Lutter Bach - og intet andet” inviteres du til endnu en fordybende eftermiddag i Johann Sebastian Bachs rige og mangfoldige orgelunivers – denne gang fortolket af en af Danmarks mest erfarne og anerkendte organister.