19
Okt
Filosofisk Forum
Tidspunkt
kl. 19:30 - 21:30Adresse
Trinitatis Kirke,
Købmagergade 52A,
1150 København K
Beskrivelse
“But you came to me” – På jagt efter samfundskontrakten i Ukraine-krigens naturtilstand. Ved Jacob v. H. Holtermann, Ph.d., lektor i retsfilosofi og ansat ved iCourts, Københavns Universitet. Foredraget finder sted i Trinitatis Sognehus. Der er fri entré. Arrangeret af Filosofisk Forum. Om foredraget: Foredraget handler om den internationale strafferets filosofiske grundlag og konkrete muligheder i dagens geopolitiske situation, hvor vi ofte nok hører, at magt er ret. Oplægget tager afsæt i et aktuelt forskningsprojekt om kampen for retfærdighed i krigen i Ukraine, både når det gælder overholdelse af krigens love, og når det gælder retfærdighed for ofrene for de krigsforbrydelser, der særligt begås af Rusland. Projektet indgår i et større EU Horizon-projekt om EU’s samfundskontrakt. Umiddelbart et paradoksalt afsæt for at kigge på krigen: i) Ukraine er ikke et EU-land, ii) EU er ikke medlem af ICC, og iii) Ukraine er et land i krig, endda en eksistenskrig imod en modstander, der systematisk bryder krigens love. I traditionel politisk filosofi siden Hobbes anses netop krigen og krigstilstanden som bekendt for at udgøre antitesen til samfundskontrakten: naturtilstanden, hvor “nothing can be unjust. The notions of right and wrong, justice and injustice have there no place. Where there is no common power, there is no law; where no law, no injustice. […] In such condition, every man has a right to everything, even to one another’s body.” Projektet nøjes imidlertid ikke med at gå teoretisk/”lænestolsfilosofisk” til værks. Til trods for Hobbes’ kategoriske ord og Ukraines desperate situation så tegner der sig et mere komplekst billede, hvis man ser på realiteterne på jorden – i Bruxelles og især i Kyiv. Baseret på en række interviews med nøglepersoner både blandt EU-embedsfolk, ukrainske militærjurister, anklagere og NGO’er tegner der sig tværtimod konturerne af en rudimentær samfundskontrakt på baggrund af EUs og Ukraines fælles bestræbelser på dels at sikre overholdelse af krigens love og dels at sikre retfærdighed for ofrene for de massive krigsforbrydelser, der har fundet sted.