22
Jul
DET ITALIENSKE BAROKORGEL
Tidspunkt
kl. 16:30 - 17:00Adresse
Trinitatis Kirke,
Købmagergade 52A,
1150 København K
Beskrivelse
Ved orgelstuderende Alexander Bak-Hansen DET ITALIENSKE BAROKORGEL – FEM KONCERTER I JULI PÅ ET UNIKT INSTRUMENT I juli måned inviterer Trinitatis Kirke traditionen tro hver onsdag til 25 minutters barokmusik med en kort introduktion til orglet inden koncerterne. Efter ca. 25 minutters koncert fremvises orglet for interesserede. Der er fri entré. Det er et særligt instrument, som står på det nordre pulpitur i Trinitatis Kirke: et originalt italiensk barokorgel fra ca. 1770, hvis lige ikke findes i hele Norden. Orglet er yderst velbevaret og blev restaureret af en af verdens fineste orgelbyggere, Gerald Woehl, da det kom til Trinitatis Kirke for 10 år siden. SAMARBEJDE MED DET KGL. DANSKE MUSIKKONSERVATORIUM Siden 2011 har Trinitatis Kirke haft et etableret og udbytterigt samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det resulterer i en lang række aktiviteter året rundt for og med studerende, særligt orgelstuderende. Musikkonservatoriet har Danmarks største orgelfaggruppe med i gennemsnit 25 studerende. De orgelstuderende deltager aktivt i forskellige sammenhænge, såsom continuospil ved kantateopførelser i gudstjenester og koncerter og indledende orgelspil ved Aftensang - alt sammen under supervision, en slags ”mesterlære”. De studerende har også i flere år spillet ved et par af koncerterne i juli på det italienske barokorgel, og i år varetager talentfulde kommende organister for første gang hele serien. For de orgelstuderende er det en uvurderlig gevinst at have et italiensk barokorgel tilgængeligt i Trinitatis Kirke. Alle renæssancens og barokkens lærebøger taler om en ”syngende” spillestil, og med dette instrument kan de unge musikere opleve og erfare netop denne stil. Spillemekanikken er meget let og følsom. Den mindste bevægelse af fingrene påvirker tonen, og organisten kan styre tonens start og slutning meget detaljeret. Det er muligt at kontrollere toneansatsen så subtilt, at man føler, at man ”taler med fingrene”. FEM KONCERTER I JULI – HVER ONSDAG KL. 16.30 Onsdag 1. juli kl. 16.30: Rasmus Hundevadt, orgelstuderende Onsdag 8. juli kl. 16.30: Adam Foght-Sørensen, orgelstuderende Onsdag 15. juli kl. 16.30: Frederike Schilling, orgelstuderende Onsdag 22. juli kl. 16.30: Alexander Bak-Hansen, orgelstuderende Onsdag 29. juli kl. 16.30: Frederike Schilling, orgelstuderende LIDT OM ORGELET Et italiensk barokorgel har bestemte karakteristika, som også kendetegner Trinitatis Kirkes orgel: Klangen består hovedsagelig af strygestemmer, såkaldte principalpiber, som går igennem fra det dybeste til det højeste leje. De har en meget varm og syngende klang, som mest af alt minder om en kraftig, gyldent klingende violin. Særligt smuk er klangen, når den kombineres med Voce Umana, en principalstemme som er stemt en smule højere end hoved-principalen. Den gør klangen let svævende, som et stort blidt tremolo. Dertil kommer en enkelt lille snerrende rørstemme (Tromboncini), som står forrest i facaden – de små piber lige over spillebordet. Orglet i Trinitatis har desuden tre fløjtestemmer, hvis klang er anderledes luftig og let.