28
Okt

Filosofisk Forum

Tidspunkt
kl. 19:30 - 20:30
Adresse
Trinitatis Kirke, Købmagergade 52A, 1150 København K
Beskrivelse
"Enhver ontologi bliver gjort umulig i et samfund, der er blevet koloniseret"  – Om Fanons tidlige hovedværk Sort hud, hvide masker. Ved Ph.d. i kunsthistorie, Emil Elg. Frantz Fanons første bog Peau noire, masques blancs (1952), der for nylig er udkommet på dansk under titlen Sort hud, hvide masker, rummer mange forskellige former for tekst og tænkning. Det rasende, ømme og eklektiske værk – skrevet imens den unge Fanon studerede psykiatri ved Universitetet i Lyon – trækker på discipliner som psykologi, psykoanalyse og psykiatri, men indeholder samtidig også poetiske forløb, kritiske læsninger af skønlitteratur, filosofiske diskussioner samt fænomenologiske analyser af, hvordan liv leves – og går under – i racistiske samfund. I foredraget introducerer Emil Elg det fortsat dybt aktuelle hovedværk og forbinder bogen til andre dele af Fanons forfatterskab og mangefacetterede, revolutionære praksis.   Emil Elg er musiker, kunstner og ph.d. i kunsthistorie. Hans forskning omhandler blandt andet racisme, kolonihistorie og repræsentationer af sorte personer og figurer i dansk kunst- og litteraturhistorie. I 2025 medvirkede han som ekspert i DR’s kolonihistoriske dramadokumentar Slave af Danmark. Fri entré. Foredraget finder sted i Trinitatis Sognehus.