10
Apr
DR Vokalensemblet
Tidspunkt
kl. 19:30 - 22:00Adresse
Trinitatis Kirke,
Købmagergade 52A,
1150 København K
Beskrivelse
Domenico Scarlatti ”Stabat mater” samt værker af Lotti, Anna Ignatowicz m.fl. Dirigent Marcus Creed. Kjeld Steffensen, cello. Lars Baunkilde, violone. Søren Christian Vestergaard, orgel. Billetter: kr 175. Ungdomsbilletter kr. 108 . Kan købes på drkoncerthuset.dk Som optakt til påsken opfører DR Vokalensemblet 10. april Scarlattis udtryksfulde Stabat Mater, som skildrer den sørgende jomfru Maria ved korset. De omkring 500 klaversonater, som Domenico Scarlatti komponerede i tjeneste hos de spanske og portugisiske kongehuse, har i dag en tendens til at overskygge det faktum, at han også skrev operaer, kantater og kirkemusik. Men hans bemærkelsesværdige Stabat Mater for 10-stemmigt kor og continuo, komponeret mens han var maestro di cappella ved Basilica Giulia i Rom, er enestående i sin rækkevidde og udtrykskraft. Billedet af den sørgende Jomfru Maria ved korset er lige så ikonisk i musikkens verden, som det er i billedkunsten. Lige siden en italiensk munk skrev den latinske ’Stabat mater’-tekst for over 800 år siden, er komponister blevet inspireret til at sætte musik til de malende ord, som skildrer Marias sorg over at se sin søns lidelse – og lige så længe har publikum og kirkegængere levet sig ind i den stærke førstehåndsskildring af korsfæstelsen, som er en del af passionsfortællingen. Sammen med Scarlattis mesterværk præsenteres motetter til passionstiden af Antonio Lotti og Johann Kuhnau, samt et Stabat Mater af den nutidige polske komponist Anna Ignatowicz. Programmet fuldendes af en moderne italiensk pendant til Scarlattis mesterværk: Goffredo Petrassis fire motetter, som omslutter de traditionelle latinske tekster til passionstiden. Koncertens dirigent er DR Vokalensemblets æresdirigent Marcus Creed. Program Anna Ignatowicz (f. 1968): Stabat mater. Goffredo Petrassi (1904-2003): Quattro Motetti per la Passione. Johann Kuhnau (1660-1722): Tristis est anima mea. Antonio Lotti (1667-1740): Crucifixus. Domenico Scarlatti (1685-1757): Stabat Mater.