Musikvandring på Præstegårdsstien
Tilbage til Haven - Voices & Traces
En enestående musikvandring I det smukke landskab ved Sneptrup nær Skanderborg, har musikerne Karoline Hausted og Mark Davis skabt et soundtrack til turen langs Præstegårdsstien. En form for lydvandring, men i stedet for en fortællende stemme i ørerne, får man musik skabt særligt til området - en musikvandring, som har fået navnet ‘Tilbage til Haven - Voices & Traces’.
“Vi synes, at ‘Haven’ er en smuk metafor for det ‘indre landskab’, eller ‘indre liv’ om man vil”, siger duoen bag musikværket.
På stien, der ligger ved den gamle Sneptrup Præstegård og går gennem smukke marker og skove, møder man Allan Bo Jensens træskulpturer. De er inspireret af bibelske arketyper og fortællinger, der udover at sætte gang i fantasien bliver en slags “medvandrere” på turen.
“Det er bevægende at træde ind over tærsklen, ind i Haven, som keruberne vogter med flammesværd, og følge trådene ind i de dybeste lag af menneskelig erfaring - dét som figurerne med hver sin historie fortæller om”, siger Karoline og Mark, der ligesom skulpturerne er med til at give turen en ekstra dimension med deres musik.
Med harpe, guitar, piano, percussion, strygere, blæsere, kor og elektroniske elementer bevæger musikken sig fra mange lag til det helt minimalistiske. For Karoline Hausted og Mark Davis har det nemlig været essentielt at skabe et varieret lydbillede svarende til variationen i landskabet. Samtidig har de tænkt stilheden ind i musikken og giver derved plads til folks tanker. I arbejdet med at komponere musikken, er de to musikere ved utallige ture langs stien blevet fortrolige med landskabet og naturens egen musik: fuglelivet, træer, vand og vind. Og ikke mindst menneskets egne lyde: fodtrin på skovbund, på jord og i grus. Åndedræt og puls. Og oveni alt dette ligger så motorvejens uophørlige susen.
For på den ene side af Præstegårdsstien er den larmende motorvej E45 ved at blive udvidet og kommer derved til at tage endnu mere plads i landskabet og i lydbilledet, og dens tilstedeværelse er svær at ignorere. Det har Karoline Hausted og Mark Davis gjort til en del af musikken og vandringen, med en invitation til at glædes over naturen og samtidig få os til at reflektere nærmere over vores rolle i den.
Musikken, der har en varighed af ca. 40 minutter, er udgivet digitalt, og kan streames/downloades og lyttes til som akkompagnement, når man går ad Præstegårdsstien.
Projektet er bakket op af Ovsted-Tåning-Hylke kirkers menighedsråd, Forkyndelsespuljen i Skanderborg Provsti samt AUTOR.
Musikvandringen kan permanent opleves på Præstegårdsstien, som der er offentlig adgang til.
Adresse: Præstegårdsstien, Sneptrupvej 4, 8660 Skanderborg