17
Sep

Menighedsrådsvalg

Tidspunkt
kl. 19:00
Sted
Kirkeladen
Beskrivelse
Et vigtigt valg – og vi har brug for DIG ! 17. september skal der vælges et nyt menighedsråd i Nordstevns Pastorat, som består af sognene Strøby, Valløby og St. Tårnby. Og DU er med til at bestemme, hvem der skal sidde i menighedsrådet. Du har også mulighed for selv at stille op til én af de 10 pladser i menighedsrådet. Valget – som kaldes valgforsamlingen – bliver afholdt i Kirkeladen i Strøby 17. september kl. 19, og bliver ledet af en valgbestyrelse bestående af valgformand Dan Ehlert Nielsen (valgt i Valløby), Hanne Krogh (St. Tårnby) og Jan Østerskov (Strøby). Her har du mulighed for at stemme, men også melde sig som kandidat. Vil du gerne stille op til valget, men har ikke mulighed for at være til stede på dagen, er det okay med en fuldmagt. De 10 medlemmer af det kommende menighedsråd fordeler sig med 7 fra Strøby, 2 fra Valløby og 1 fra St. Tårnby. Derfor afholdes der tre separate valg på dagen – ét for hvert af de tre sogne. Der skal desuden vælges suppleanter, som forpligter sig til at træde ind i menighedsrådet, hvis et af medlemmerne er nødsaget til at udtræde før tid. Man skal møde fysisk frem på valgdagen, for at afgive sin stemme på én af kandidaterne. Man har stemmeret og er opstillingsberettiget i et sogn, hvis man er medlem af folkekirken, er over 18 år, har fast bopæl i sognet eller har løst sognebånd til en præst i sognet, og hvis man har dansk indfødsret eller har boet i Danmark i mindst 1 år. Medarbejdere ansat i Nordstevns Pastorat har stemmeret, men er ikke opstillingsberettigede. Menighedsrådet er vigtigt for bevarelsen af vores tre historiske kirker, for opretholdelse af de kirkelige handlinger, for udbuddet af aktiviteter for beboerne i sognene og – ikke mindst – for at sikre gode og trygge arbejdsforhold for de ansatte i Nordstevns Pastorat. Hvis det ikke lykkes at vælge et fuldt menighedsråd 17. september, skal der senest tre uger efter afholdes et ekstraordinært valg.