07
Okt

Koncert Grundtonen

Tidspunkt
kl. 19:30 - 20:30
Adresse
Stengård Kirke, Triumfvej 2, 2800 Kongens Lyngby
Beskrivelse
Koncert med Grundtonen Onsdag 7. oktober 2026 kl. 19.30 Stengård Kirke   Grundtonen spiller koncert i Stengård Kirke. Komponisterne Martin Thaning Petersen og Rune Solvang opfører deres egen musik, som er meget varieret - lige fra klaverstykker til værker for alternative instrumenter, elektronik og hjemmebyggede instrumenter.   Koncerten vil byde på både uropførelser og ”gamle klassikere” af de to komponister.     Rune Solvang (f. 1980) er komponist og pianist og gammel elev fra Gladsaxe Musikskole. Han har skrevet orkestermusik og kammermusik for diverse besætninger samt soloværker for en lang række instrumenter. I sine værker dyrker han specielt krydsfeltet mellem avantgarde jazz, indie-rock og moderne kompositionsmusik. Til tider vil der i værkerne forekomme improvisation, til tider meget kompleks eller meget enkel og næsten spirituel musik. Verden er et mangfoldigt kludetæppe af forskellige kulturer, der bliver stadig mere tilgængelige, og det afspejler sig i Rune Solvangs musik. Han er meget optaget af politiske emner, som tit ligger til grund for værkerne. I nogle værker er der klare politiske eller samfundskritiske budskaber.   Martin Thaning Petersen (f. 1972) er komponist, pianist, slagtøjspiller og kunstner. Han har skrevet elektronisk musik, kammermusik, værker for soloklaver, og værker for hjemmebyggede instrumenter. Med diverse moderne komponister som inspirationskilder, samt fascination af avantgarde jazz og hårdtslående progressiv rock, bliver musikken ofte voldsom og larmende, men indimellem findes også stille værker med inspiration fra malerkunsten og andre karakteristiske visuelle udtryk.